NaturFotos

Navn:

Cryptoheros (Archocentrus) spilurus

Forfatter:

GÜNTHER, 1862

Udbredelse:

Mellemamerika

Totallængde:

12 cm

Forplantning:

Substratleger

Artikel

Tekst:

Benny B. Larsen

Publiceret 1. gang:

Cichliden, 6/1979

Lagt på nettet:

27-06-2004

Cichlasoma cutteri

I januar 1968 købte jeg 2 små Cichlasoma cutteri eller spilurus som de også kaldes. Fiskene var 3-4 cm store og mindede en hel del om zebracichliden (Cichl. nigrofascia-tum), dog var de mere blålige i bundfarven. Det var svært at finde noget litteratur om denne fisk, men efterhånden fik jeg da stykket lidt sammen fra forskellige steder.

Cryptoheros spilurus kommer fra Honduras, et land der for 45 pct. af arealets vedkommende er dækket af store skove og jungler. Gennem disse jungler løber et stort antal floder og her findes blandt mange andre for en akvarist interessante fisk også Cryptoheros spilurus.

Som små ligner de som nævnt zebracichliden en hel del, men efterhånden som de vokser op bliver forskellen større. Hannen bliver blågrå med et olivent skær over, og hunnen bliver til daglig blågrå, medens den, når det trækker op til leg, for en næsten hvid grundfarve med sorte tværstriber og en kulsort plet i maveregionen og ligeledes en sort plet i rygfinnen. Parret - for jeg var så heldig, at det var et par, jeg købte i januar - var allerede i maj vokset så meget, at jeg måtte sætte dem over i mit "selskabscichlide-akvarium", hvor de kom til at gå sammen med et par Jack Dempsey, et par severum og et par Rødstrubet cichlide. Dette akvarie var indrettet med store granitstykker, og der var mange skjulesteder for de mindste fisk. Akvariet var på 27o liter, og spilurus-parret fandt sig hurtigt til rette, selv om de var de mindste fisk i det selskab.

Pludselig en morgen i august så jeg at parret gik med en lille flok unger. Legen havde jeg ikke set, og ungerne klarede sig heller ikke længe i selskab med de større fisk. Nogle dage efter var de alle væk.

Så i december samme år kunne jeg se, at der var ved at ske noget. Hannen var stærkere i farverne, end han nogensinde havde været før» hunnen var nærmest hvid med kulsorte striber, sort mave og en kulsort plet i rygfinnen i forlængelse med den fjerde tværstribe. Parret cirklede rundt om hinanden og fik så pludseligt travlt med at pudse en sten i forgrunden af akvariet. De lod til helt at ignorerede de andre fisk i akvariet og havde tydeligvis kun øje for hinanden. Hannen spilede alle finner maksimalt ud og stod og dirrede over hele kroppen foran hunnen ligesom for rigtig at vise sig frem. Efterhånden som dagen skred frem, pudsede fiskene så mange steder i akvariet, uden rigtig at kunne bestemme hvor de skulle afsætte æggene, at jeg begyndte at tro, at det aldrig ville blive til noget med den leg.

Hen under aften begyndte der imidlertid at ske noget. Hunnen begyndte at sætte æggene under en trærod. Hun smøg sig ind gennem den tragtformede åbning og afsatte æggene på gulv og sider af den hule rod. Så kom hun ud af hulen og så startede vanskelighederne, idet det viste sig, at det kun var med allerstørste besvær, at hannen kunne vende sig i hulen. Hunnen var kun halvt så stor som hannen og de æg der blev afsat for højt oppe i tragten, havde hannen det største besvær med at befrugte. Han vred og snoede sig, og det var et helt akrobatnummer at se på. Det lod dog til, at det lykkedes, selv om hannens sider, da legen endelig var færdig, bar tydelige mærker fra træroden i form af skrammer på begge sider. 3 dage senere klækkede æggene. Jeg måtte bruge lommelygte for at se noget i hulen, men det var tydeligt nok, der lå en lille sitrende klump et stykke oppe i den tragtformede hule. Hunnen havde travlt med at flytte larverne så langt op i hulen som muligt, og da hun jo var den mindste fisk i akvariet, og derfor kunne komme længst op i tragten, lå larverne sikkert og godt. Hannen holdt vagt uden for hulen, og jog alle andre fisk ned i den anden ende af akvariet. Selv den store Jack Dempsey-cichlide flygtede for denne kun halvt så store, men dobbelt så hidsige ynglevogtende fader, og forlod sin sædvanlige plads midt i akvariet, en plads hen ellers beherskede uindskrænket.

3 dage senere igen svømmede ungerne frit, og jeg besluttede mig til at redde nogle af dem, så jeg sugede ca. 5o unger op i et lille plastakvarie, medens jeg lod resten blive hos forældrenefiskene. Efter lidt forvirring p.g.a. opsugningen fik parret hurtigt skik på ungerne igen, og medens hannen jog akvariets andre beboere op i det øverste vandlag, svømmede hunnen afsted helt omgivet af unger. Det var et pragtfuldt syn at se denne smukke moderfisk med en hel sky af unger omkring sig og alene dette syn er nok for cichlideakvaristen til at han, måske på trods af forskellige mindre ulemper ved at holde cichlider, alligevel holder fast på disse store fisk med den smukke yngelpleje.

Jeg fodrede med fint tørfoder foruden mit sædvanlige universalfoder, der består af fiskefars og spinat, der er blandet og kogt som en slags kødboller. Forældrene tog de store foderstykker i munden og spyttede det så findelt ud midt i klyngen af unger.

De unger der blev hos forældrene klarede sig godt i et stykke tid. men da de efter 14 dage rigtig begyndte at gå på egen hånd, kunne forældrene ikke forsvare dem mere, og de blev ædt af de andre lidt efter lidt. De unger jeg havde suget op, voksede ikke nær så hurtigt som de andre, men da der jo ikke var nogle fjender de skulle passe på, overlevede de og blev efterhånden store og kønne.

Det voksne par blev i februar 197o alene i akvariet på 27o liter, og allerede 3 uger efter legede de. Hele legen og yngelplejen forløb ganske som tidligere, men da ungerne var omkring 2\ måned gamle, skete der noget, som jeg aldrig havde bemærket hos nogen af mine andre cichlider* På den øverste kant af hannens rygfinne kom der nogle lyse fortykkelser af finnestrålerne, og ungerne gik af og til og nappede i dette. Hannen lagde rygfinnen ned og var tydelig nok noget generet af ungernes nappen, men ikke så meget, at jeg synes at der var grund til at gribe ind.

En uge efter var det imidlertid blevet værre, og der var hele tiden en eller flere unger der ville nappe. Kuldet var på ca. 2oo unger, så det var ikke megen fred han fik. Af og til så det ud som om der nærmest gik panik i ham, og han prøvede at komme væk fra de mange generende plageånder, hvilket jo var umuligt. Dette blev mig for meget, og jeg fangede parret og satte dem over i et andet akvarie, medens jeg lod ungerne have det store alvarium for sig selv.

I løbet af 8 dage forsvandt belægningen fra hannens rygfinne, men om det simpelthen har været en slags finnen-svamp, som ungerne så har nappet efter og derved forhindret en helbredelse af, eller om det har været noget helt andet, ved jeg ikke, da jeg ikke senere har observeret dette fænomen hverken hos Cryptoheros spilurus eller hos andre ”Cichlasomaer”, jeg har plejet gennem årene.

Cryptoheros spilurus har en meget stor fordel, den er ikke slem til at grave og kan sagtens gå i et akvarie med planter, f.eks. sværdplanter og saggittaria o. lign. og den er fredelig overfor andre fisk, når man lige undtager lege- og yngelplejetiden. Alt i alt må man sige at denne fisk er en af de "idealcichlider", som mange akvarister kunne få glæde af og måske af denne vej få lyst til at prøve andre og måske "mere besværlige" cichlider.