HAN
Hun
Copyright fotos Benny B. Larsen
Parachromis friedrichsthalii (Heckel, 1840)
af Benny B. Larsen
Indenfor de sidste år har der været en hel del diskussion om identiteten på denne art og P. managuense, idet det ser ud som om der på et tidligt tidspunkt er byttet om på disse to arters navne. Vi har i hvert fald gennem adskillige år her i Europa kaldt den rigtige P. friedrichsthalii for P. managuense og omvendt. Nøjagtigt hvornår og hvordan denne forveksling er sket, er det ikke let at fastslå, men det vigtigste er jo også, at vi nu har fået sat de rigtige navne på fiskene.
Parachromis friedrichsthalii bliver omkring 30 cm stor, hunnen dog noget mindre. Den er i sit udbredelsesområde en yndet spisefisk, og er udsat i mange vandløb, hvor den ikke naturligt hører hjemme. Dette udbredelsesområde strækker sig fra det sydøstlige Mexico, Guatemala, Honduras og Belize og skulle også iflg. nogle kilder findes i Nicaragua og Costa Rica. Den findes i søernes afløbsområder, små stillestående vandområder, som f.eks. moser og sumpe og i de langsomt løbende sidevande til de store floder. I modsætning til mange andre mellemamerikanske cichlider, findes denne art ikke i brakvande.
Parachromis friedrichsthalii ligner i form Rocio octofasciatum (Jack Dempsey cichliden). Der er en tydelig forskel mellem hannens og hunnens farvetegning, og i den overvejende del af akvarielitteraturen ser man kun beskrivelse af hannen. Dennes grundfarve er sølvhvid med et bredt sort bånd, der er dannet af store ret uregelmæssige pletter, fra øjets bagkant til haleroden. Over Øjnene er der i panden ligesom et hak, og med alderen kan P. friedrichsthalii få en relativ stor fedtpukkel over dette hak. Ryg-, gat- og halefinne er nærmest blåviolet med rødlige pletter, men bliver hos ældre dyr lysegrå. Hannens krop ser ud som om den er overtrukket med et lysegråt net, der er dannet ved at hvert skæl har en uregelmæssig mørk plet. Ligesom de øvrige ”Cichlasoma-arter”, har P. friedrichsthalii en afrundet halefinne, medens ryg- og gatfinne er langt udtrukket bagtil.
Hunnen er noget mere gylden i farverne og er knap så netagtigt tegnet som hannen. Hos hende er nettegningen tydeligst på overkroppen, medens kroppen under længdebåndet er noget mere ensfarvet end hos hannen. Hannens legedragt er gylden med 8 brede, meget uregelmæssige tværbånd, der er bredest ved rygfinnebasen og spidser til ned mod bugen. Disse tværbånd ses også hos ungfisk, men er her oftest kile formede pletter fra rygfinnebasen til midterbåndet.
På gællelåget har P. friedrichsthalii tre store sorte pletter, en der danner første del af midterbåndet og to, der sammen danner et brudt bånd fra øjets underkant skråt bagud og nedad til gællelågets nederste bagkant.
Copyright alle tre fotos Benny B. Larsen
Parachromis friedrichsthalii bør kun holdes i større akvarier. Den er ikke så udpræget aggressiv som forvekslingsarten C. managuense og kan sagtens gå sammen med andre nogenlunde lige så store fisk. Fisk, der efter deres størrelse kan betragtes som foder, bør den selvfølgelig ikke gå med den, da den er ret grådig og gerne æder mindre fisk udover selvfølgelig alt, hvad man ellers kan byde den af grove foderemner.
Det rette akvarium er dog nok et specialakvarium på mindst 200 liter, og for at være nogenlunde sikker på at få et rimeligt harmonisk par, bør man nok ikke starte med mindre end 8-10 unger eller ungfisk. Når disse er Ca. 10-12 måneder gamle, og i nogle tilfælde endog før, vil et par udskille sig, finde et territorium og holde de andre borte fra dette. Så er det på tide at fange de andre op og evt. omlægge sit akvarium for dette par.
Selv når parret går alene, kan det hænde, at hannen bliver noget aggressiv over for hunnen, så akvariet må indrettes delvis med god svømmeplads og delvis med mange gode skjulesteder, hvor hunnen kan komme i sikkerhed for hannens til tider meget voldsomme efterstræbelser. De bedste dekorationsmaterialer til dette er træ eller sten, eller måske allerbedst en kombination af disse to materialer. Uanset hvad man nu vælger at bruge til opbygningen, skal man sørge for at bygge solidt og starte helt nede på akvariebunden med sine stenopbygninger, således at en gravende fisk ikke kan få det hele til at styrte sammen. Trærødderne bør på den anden side komme ned ovenfra, for bedst at ligne rødder, der stikker ned i vandet fra træer, der står på bredden, men også helt neddykkede rodstykker og grene kan forestille de mange nedstyrtede grene og træer, der altid findes i floder, der løber gennem skove.
P. friedrichsthalii danner forældrefamilie, hvilket vil sige, at begge forældrefiskene deltager i plejen af og unger. Forberedelserne til legen og selve legen foregår på sædvanlig ”Cichlasoma-maner ” med imponereopstilling af hannen over for hunnen, periodiske styrkeprøver, hvor parret griber hinanden i kæberne og således sammenlåste svæver rundt i akvariet, samt hunnens underkastelse, hvor hun med sammenklappede finner gør sig så lille som muligt og på skrømt flygter et kort stykke væk fra hannen for atter at komme tilbage meget hurtigt igen.
Selve legen foregår på en af de adskillige sten, der er blevet pudset fri for alger og snavs og en velvoksen hun kan afgive om mod 3000 æg. De befrugtes af hannen i mindre portioner ad gangen, efterhånden som de afsættes på stenen af hunnen og når legen er færdig, tager selve plejen sin begyndelse med næsten uafbrudt tilviftning af friskt vand. Efter Ca. tre dage, noget afhængig af vandtemperaturen, klækker æggene og de små fiskelarver flyttes til en grube i bundlaget, hvor de ligger cirka 4 døgn og vimrer, inden de har fortæret deres blommesæk og kan svømme. Nu fører forældrefiskene, enten sammen eller en ad gangen, ungerne rundt i akvariet på jagten efter foder. Man kan opfodre ungerne på en menu bestående af knust tørfoder, fint ørredfoder, cyclops og torskerogn og de vokser ret hurtigt til. Man bør på et så tidligt tidspunkt som muligt finde frem til, hvor mange unger, man vil fodre op, og dette er vel i højeste grad afhængig af afsætningsmulighederne. De overskydende unger skal man på et så tidligt tidspunkt som muligt suge op, og man kan så bruge dem som levende foder i et andet akvarium.
Kostplanen for de voksne fisk skal selvfølgelig svare til fiskenes størrelse og regnorme, melorme, hakket oksehjerte, skrabet fiskekød, rejer og fiskeboller giver sammen med pillefoder en god og varieret kost.
LITTERATUR:
- J. Mayland: Cichliden und Fischzucht
S.O.Kullander: Sydamerikas cichlider
Benny B.Larsen og F.Ingemann Hansen: Mellemamerikas Cichlider
