Perlegurami (forrest)
Copyright foto Benny B.larsen
Trichogaster leeri
Perleguramien
Fra Akvariebladet nr 2 – februar 1992
Perleguramien eller Trichogaster leeri, som dens videnskabelige navn er, er udbredt i Malaysia, Sumatra og Borneo, og iflg. nogen akvarielitteratur i Thailand. Dens videnskabelige slægtsnavn betyder »med behåret bug« efter det græske ord trichos = håret eller behåret og gaster = bug. Dette navn henviser selvfølgelig til artens lange trådlignende bugfinner. Artsnavnet er til ære for en hollandsk læge ved navn J.M. van Leer, der var en kollega til videnskabsmanden Bleeker, der i 1852 beskrev denne art.
I begyndelsen antog man, at det var en variant af Trichopodus trichopterus, og den har gennem tiderne haft følgende synonymer: Trichopus leeri, Osphromenus trichopterus var. leeri, og Trichopodus leeri. I naturen findes denne art hovedsageligt i stillestående, tæt bevoksede vandområder som sumpe og moser, men den kan dog også findes i mørkere vandområder nær skovene. I nogle af de sumpe, hvor denne art lever, er beplantningen så tæt, at det nærmest er utroligt, at en så forholdsvis stor fisk kan klemme og smyge sig rundt, og dog findes Perleguramien ofte på de steder, hvor beplantningen er aller tættest. Da vandet er stillestående og ofte ret lavt, er vandtemperaturen ofte meget høj, og det er ikke ualmindeligt med en vandtemperatur på over 30° C.
Perleguramiens lange omdannede bugfinner ligner nærmest tråde og kan bevæges i alle retninger. De er tæt besat med smagsceller og fisken bruger dem ikke kun til at »smage« på maden, inden den spises, men disse »føletråde« bruges også til at hilse på artsfæller og så at sige »smage« på dem, når de mødes i naturen eller under akvarieforhold. I nogen akvarielitteratur omtales, at fiskene på denne måde kan mærke hinandens stemning. Perleguramien hører til labyrintfiskene, og denne gruppes kendetegn er den såkaldte labyrint, der er et luftfyldt åndedrætsorgan, der ligger over gællerne inde bag gællelåget. Dette organ virker sammen med gællerne og kan nærmest betragtes som et par lunger.
Labyrintfiskene kan ikke klare sig i længere tid uden at gå op til vandoverfladen og »trække« atmosfærisk luft, men til gengæld kan de klare sig i varmt og iltfattigt vand, hvor andre fisk ville dø af iltmangel. Hvis man i akvariet lader vandet stå helt oppe ved dæksglasset, kan man altså drukne sine labyrintfisk. Arten bliver ca. 12 cm og hannen kan, når den er fuldt udfarvet, være fantastisk smuk. Ryggen er guldbrun, flankerne blålige og bugen og hovedets underside orangerød og såvel kroppen som finnerne er tæt besat med perlemorsskinnende pletter.
Hunnen har de samme farver som hannen, men de er måske knapt så kraftige, ligesom den rødorange farvning af hovedets underside og bugen mangler. Den tydeligste kønsforskel er at hannen har en lang spidst udtrukket rygfinne, medens hunnens er mindre og afrundet. Kønsforskellen er først til at se, når fiskene er seks til syv måneder gammel og omkring 8 cm. På trods af at Perleguramien i naturen findes i vandområder med lav vandstand og kneben svømmeplads, bør den have god plads under akvarieforhold. Den kan sagtens gå i et selskabsakvarium med andre fredelige fisk, men man bør selvfølgelig undgå arter, der er bidske og napper efter Perleguramiens lange bugfinner. Akvariet bør indrettes med både tætte plantetykninger og frie vandområder.
Perleguramien er en majestætisk svømmer, der glider rundt i akvariet på en stille og rolig måde. For det meste ser man denne art i de mellemste og øvre vandlag. Vandtemperaturen bør ikke ligge under 25° C og gerne noget højere, men her må man også tage hensyn til akvariets øvrige fisk, eller skal vi sige det på en anden måde: Vi skal lave en fiskesamling, hvor alle de implicerede fisk kan gå i vand med en temperatur mellem 25 og 27° C. Hvis man vil opdrætte denne art, må man sørge for et rummeligt legeakvarium på ikke under 75-100 liter. Man kan få et godt par Perleguramier til at lege i mindre akvarier, men fiskene kan blive sky og trække legen i langdrag, og man må jo også huske på, at man kan risikere at få 500600 unger i akvariet, og selv om de i begyndelsen er meget små, vokser de jo til efterhånden og så kræver de plads. Legeakvariet indrettes med nogle lange planter, der går op i vandoverfladen. Det kan være Vallisneria eller Sagittaria, men der må også gerne være nogle finløvede planter, og disse behøver ikke at være plantet i bundlaget, men kan udmærket flyde i vandoverfladen. Det kan være en god ide at dæmpe lyset, når parret flyttes over i legeakvariet, for senere, når legen er overstået, igen at sætte det op på normal styrke.
Forældrefiskene bør i 8-14 dage før legen fodres godt op med levende foder i form af f.eks. klare myggelarver o.a. Temperaturen sættes efterhånden op til 29-30° C og hannen vil snart gå i gang med at bygge en skumrede. Som regel bygges den i et af akvariets hjørner, men man kan også opleve, at den forankres til en plante, der har bladene liggende oppe i overfladen. Reden bygges udelukkende af skumperler, som hannen danner i munden og spytter op under de allerede anbragte skumperler. Perleguramien bruger ikke, som visse andre labyrintfisk, at blande planterester i redens skumperler. Fra tid til anden forlader hannen redebyggeriet for at gøre sine hoser grønne hos hunnen, men han vender hurtigt tilbage til byggeriet, der efterhånden som dagene går kan blive ret betragteligt. Når hannen er ved at have reden tor og flot, er hunnen som regel også kommet i legestemning og efterhånden begynder hun at opsøge ham på hans plads under reden. Når alt er klart omslynger hannen hunnen og holder hende fast i 15-20 sekunder. Derefter vender han hunnen langsomt om med ryggen nedad og hunnen afgiver et hold æg. Hannen slipper hunnen og samler de æg sammen, der er blevet viftet bort fra reden af forældrefiskenes bevægelser.
Æggene er lettere end vandet og de fleste stiger straks op under reden. Efter en kort pause, hvor hunnen hviler ud og hannen som regel puster flere luftbobler op under reden, genoptages legen, og den fortsætter til hunnen er helt tømt for æg. I en leg med voksne Perleguramier kan der være over 2000 æg i en leg. Når legen er helt overstået, jager hannen hunnen bort og tager sig alene af æggenes bevogtning og pasning. På dette tidspunkt er det en god ide at fjerne hunnen, da hannen under sin bevogtning godt kan blive grov ved hende. Her er det også en fordel at bruge et forholdsvis stort akvarium til legen, da man alt for let kommer til at beskadige reden under fangsten af hunnen, hvis akvariet er for lille. Hannen stiller sig nu hen under reden og bliver ved at puste nye bobler op i den for at udbygge og reparere den. Ved en vandtemperatur på 29° C klækker æggene efter ca 24 timer og efter yderligere 48-60 timer er ungerne fritsvømmende.
Man kan godt lade hannen gå sammen med ungerne, men hvis man vil lave et rationelt opdræt, er det klogest at fjerne ham på dette tidspunkt, da han i sin forvirring over at måske 2000 unger svømmer hver sin vej let kan opgive yngelplejen og i stedet for begynde at æde dem. Ungerne skal i den første tid fodres med infusorier, som man kan lave på en tørret bananskal eller hø. Efter ca en uge skulle ungerne være så store, at de kan tage nyklækkede artemia nauplier. Opfodringen er i sig selv ikke så svær, men der kan komme problemer på det tidspunkt hvor labyrinten dannes. Her dør der som regel en stor del af ungerne, hvis man ikke i forvejen har taget sine forholdsregler. Disse forholdsregler består i at man, når hannen er blevet fjernet, sænker vandstanden til 10-15 cm. Når man ser at ungerne har taget labyrinten i brug, og altså går op til overfladen for at indtage atmosfærisk luft, kan man gradvis lade vandstanden stige igen, indtil akvariet igen er fyldt helt op.
Før man begynder at fodre et kæmpe kuld op, er det smart at undersøge, hvor mange perleguramier man kan komme af med til de lokale handlende og venner og bekendte. Hvis der kun er marked for 200 stk. må man suge resten op og bruge de overskydende til foder i et andet akvarium. Det kan måske lyde barskt, men der er flere grunde til at gøre sådan. For det første vil der heller ikke i naturen komme 2000 voksne fisk ud af et kuld, langt de fleste, hvis ikke alle vil blive ædt på forskellige stadier af deres vækst. For det andet er det en kostbar affære at fodre 2000 Perleguramier op for at stå med fletningerne i postkassen, når de har opnået en salgsstørrelse, og der kun er marked for 200.
Efterhånden som ungerne vokser til, vil man ofte se, at de vokser noget forskelligt, og efter min mening er det en god ide at foretage en sortering af ungerne efter størrelse. Sæt dem i forskellige akvarier og giv dem rigelig og afvekslende kost. Som akvarist har du et ansvar for at der kun kommer gode, sunde og velproportionerede fisk i handelen, og det betyder, at du må skille dig af med fisk, der ikke vokser ordentligt, fisk der er misdannede og fisk, der ikke har de for arten rigtige farver. Perleguramien er en smuk fisk, der pynter i ethvert større selskabsakvarium, men husk nu, at tage hensyn til både dens og de andre fisks varmekrav.
Artikel 2
Copyright foto F. Ingemann Hansen
TRichopodus (Trichogaster) leeri
SYNONYMER:
Osphromenus malayanus, O.notatus
FOREKOMST:
Malaysia, Borneo og Sumatra
BIOTOP:
Sumpe og moser med meget tæt bevoksning af siv og rør, i rismarker og andre oversvømmede steder. Holder ofte til på de tættest bevoksede steder.
POPULÆRNAVN:
Perlegurami
STØRRELSE:
12 cm
KØNSFORSKEL:
Hannen har lange udtrukne ryg- og gatfinner medens hunnens finner er mere afrundede, endvidere er hannen oftest stærkere rød på strube og bug.
NOTATER:
Perleguramien er en fredelig, fisk, der kan gå i selskab med selv ganske små arter. Hannerne kan dog godt være noget stridbare indbyrdes, men hvis bare der er lidt skjulesteder i akvariet, sker der sædvanligvis ikke noget alvorligt.
Da Perleguramien ånder ved labyrint, skal der være fri plads mellem vandoverfladen og dækglasset, og akvariet skal stå sådan, at lufttemperaturen er mindst 22ºC, da fiskene ellers får kold luft i åndedrætsorganet, og dette kan skade fisken. Vandtemperatur 24-28ºC, pH 6,5-8,5 medens hårdheden kan ligge mellem 5 og 30º dGH.
Hvis man vil opdrætte denne art, er det klogt at flytte den over til et akvarium på 50-60 liter, sænke vandstanden til 15-20 cm og hæve temperaturen til ca 28oC. Sæt et par planter, der kan nå overfladen, i akvariet og læg også en lille håndfuld flydeplanter i. Sæt først hunnen over i akvariet og lad den gå der alene et par dage, medens den fodres godt op med levende foder, gerne myggelarver. Når hun har gået her nogle dage og er godt rognspændt, sættes hannen over i akvariet, og han vil som regel efter en dage eller to begynde at bygge skumrede oppe mellem planterne i overfladen. Han kan stå i timevis og spytte små skumbobler op i vandoverfladen, for til sidst at have lavet en virkelig imponerende rede.
Fra tid til anden prøver han at lokke hunnen op under reden, og på et tidspunkt lykkes det for ham. Han slynger sig om hunnen og hun afgiver nogle æg, som stiger op under reden. En fuldvoksen hun kan afgive 600-100 æg. Efter legen jages hunnen bort, og man kan roligt fange hende op, hvis dette kan gøres uden at ødelægge reden. Hannen tager sig af den videre yngelpleje og sørger, ved at spytte nye skumbobler op under reden, for at æggene kommer til at ligge inde mellem skumboblerne.
Æggene klækker, noget afhængig af vandtemperatur efter 24-36 timer og et par dage efter har de fortæres deres blommesæk og kan svømme omkring. Nu kan også hannen fjernes og fodringen med infusorier eller andet meget fint foder kan begynde. Først efter 2-3 uger kan ungerne begynde at tage friskklækkede Artemia nauplier, men dette foder sætter så ekstra gang i deres vækst.
Hvis man har mulighed for at fordele ungerne i flere akvarier, er det en fordel, jo færre unger man har i hvert akvarium, jo bedre vokser de op. Når ungerne er ca 4 uger gamle, udvikles deres åndedrætsorgan, labyrinten, og her kommer et kritisk tidspunkt, hvor mange af ungerne går til grunde, hvis vandstanden er for stor eller lufttemperaturen over vandoverfladen er for lav.
Mange flere oplysninger om denne art og andre labyrintfisk kan findes i Bogen LABYRINTFISK,
ISBN87-7857-424-2, Forlaget Atelier, 2004
