NaturFotos

Navn:

Maylandia lombardoi

Forfatter:

BURGESS, 1977

Udbredelse:

Malawisøen

Totallængde:

12 cm

Forplantning:

Mundruger

Artikel

Tekst:

Benny B. Larsen

Publiceret 1. gang:

Cichliden, 1/2003

Lagt på nettet:

20-06-2004

Maylandia lombardoi

NAVN:

Det tidligere slægtsnavn Pseudotropheus er sammensat af det græske ord Pseudes = falsk eller en der ligner samt det latinske ord tropheus = vagt eller amme og skal vel nærmest betyde en tropheus (mundrugende) lignende slægt. Det nugældende slagtsnavn Maylandia er efter den tyske akvariebogsforfatter Hans Mayland. Artsnavnet er til ære for den amerikanske akvariefiskeimportør John Lombardo.

SYSTEMATIK:

Burgess beskrev denne art i det amerikanske akvarietidskrift TROP1CAL FISH HOBBYIST nr. 19/1977: 63ff, men vi kendte allerede før da fisken under handelsnavnet Pseudotropheus liliancinius og i Amerika var den kendt under navnet Ps. kenyi. Hannen bliver ca. 12 medens hunnen bliver ca. 10 cm. Arten er endemisk i Malawisøen og findes iflg. fangstrapporter kun ved Mbenji-øeme, der ligger i søens sydvestlige del.

NATURFORHOLD: Mbenji-øeme er en øgruppe bestående af 3-4 hovedøer med et utal større eller mindre klippeskær rundt om. Hovedøen er en 110 meter høj kuppel på et stort rev, og vanddybden rundt om øerne er kun 3-9 meter. Der er klippekyst og området er et fantastisk skønt sted for svømmedykkere med fine muligheder for at iagttage de mange spændende fiskearter, der lever heromkring. M. lombardoi er planteæder, og lever hovedsageligt af »Aufwuchs«= stenenes algebevoksning med dennes righoldige indhold af krebsdyr, insektlarver osv. Unger af M. lombardoi findes ofte i flokke på lavt vand over klippe- eller rullestensbund. Voksne dyr findes sjældent på dybder på mere end 5 meter, og ses ofte i overgangs-zonen mellem klippe- og sandbund.

KENDETEGN:

Hos denne art ses en næsten omvendt sexual-dimorphisme (kønsforskel i farvetegningen) af hvad vi ellers ser hos Malawi-cichliderne, idet hannen er ensfarvet gul, medens hunnen er stærkt blå med 5-6 blåsorte kileformede tværbånd. Alle unger af arten har hunnens blå farver med den lysende blå kropsfarve og de mørkere tværbånd. Først i en størrelse af ca. 4 cm begynder hannerne at blive gule og tværbåndene forsvinder - for kun at ses ganske svagt og periodisk, senere i livet. Hannerne får en stor, tydelig ægplet bagest i gatfinnen, men bortset fra et blå-ligt skær i ryg- og halefinne, fremstår den som total gul. Hunnens 4-5 bageste tværbånd går helt op i rygfinnen, og bliver svagere ned mod bugen. I halefinnen er et tydeligt mønster af sorte punkter, medens bug- og gatfinner er lyseblå. Hos ældre hunner kan man opleve, at de bliver mere gule i kroppen, og kan komme til at ligne dårligt udfårvede hanner. Der er dog ikke tale om kønsskifte, da disse hunner er lige så frugtbare som tidligere.

ADFÆRD:

M. lombardoi er mundruger, og det er hunnen, der tager sig af æg og unger. Da optakten til legen kan være meget hård, anbefales det at holde 3-4 hunner for hver han. Legen foregår på sædvanlig mbuna-maner med runddans, hvor hunnen afgiver sine æg for derefter straks at tage dem op i munden, hvor de bliver befrugtet af hannen. Alt efter størrelse og kondition kan en hun producere op til 75 æg. De »mundruges« nu i 21 dage ved 28 grader C. Ungerne måler ca. 13 mm, når de slippes fri, og kan straks tage artemia, cyclops og knust tørfoder. Med flittig fodring og regelmæssige vandskift vokser de hurtigt, og kan 4 uger efter være ca. 2,5 cm store. Farveskift til han/hun tegning begynder ved en størrelse af ca. 4 cm og er sædvanligvis afsluttet i en alder af 8 mdr., i hvilken alder de bør have nået en størrelse på ca. 7 cm, og her er fiskene også kønsmodne.

AKVARIEFORHOLD:

M.lombardoi er som ungfisk velegnet til selskabsakvariet for mbuna-arter, men en del store, fuldvoksne hanner udvikler sig desværre ofte til uudholdelige tyranner, der jager og ihjelslår alle andre hanner i akvariet, både artsfæller og andre. Akvariet må indrettes med omtanke. Det skal selvfølgelig være et klippekystakvarium med stenopbygninger, og der må være masser af smuthuller til jagede dyr. Arten graver, som de øvrige mbuna, en del, så stenene må stå fast helt nede fra akvariebunden. Der bør også være områder med sandbund iblandet større og mindre sten. Som de øvrige mbuna kræver arten hårdt alkalisk vand, men vort normale ledningsvand med ca. 20° dH og pH 7 synes at passe den fint. Temperatur bør ligge på 24-25 grader C, vandskift på 25-30% om ugen forøger tydeligvis dyrenes velbefindende. Af foder kan nævnes mysis, daphnier, myggelarver med et tilskud af grønt i form af alger, spinat o. lign.