Copyright foto F. Ingemann Hansen

Puntigrus (Puntius) tetrazona

Forekomst: Borneo og Sumatra (Siges også at komme fra Thailand, men det er diskutabelt)

Populærnavn: Sumatranus

Størrelse: 7 cm

Kønsforskel: Hannen er mindre end hunnen, men har kraftigere farver. Hunnen er også dybere i bugpartiet.

Notater: Sumatranus er en livlig og svømmeglad barbe, der skal holdes i stime på mindst 5-6 dyr. Hvis man holder den i for få individer, vil man ofte opleve, at dyrene bliver bidske og ondskabsfulde mod andre fisk. Også hvis man har en større stime kan man opleve at denne art jager andre arter, og man skal helst undgå at holde den sammen med fisk med lange nedhængende finner som f.eks. guramier, hvor det ofte går ud over disses trådformede, omdannede bugfinner, og Scalarer. Ellers kan den uden problemer holdes med de fleste andre akvariefisk. Temperatur 24-26º C., hårdhed op til 15º dGH og en pH på 6,5 - 7.

Disse vandværdier er dog ikke kritiske, da arten er hårdfør og hurtigt kan omstille sig til andre vandtyper. Akvariet skal indeholde både fri svømmeplads og områder med tæt beplantning, og arter er meget glad for en god vandcirkulation. Opdræt er muligt, men man skal altid sørge for kun at opdrætte med gode artstypiske individer med gode farver og tydelige tegninger. Der findes en del forskellige, mere eller mindre afskyelige avlsformer i handelen. Undgå disse og hold arten ren.

Til leg sætter man et harmonisk par, der måske allerede i selskabsakvariet har vist tegn på leg, over i legeakvariet, der kan være et 30 liters akvarium med middelhårdt, let surt vand med en temperatur på 26-27o C. Hannen vil jagte hunnen og efter et par skinparringer, vil den egentlige leg finde sted. Der afgivet nogle få æg ad gangen, så legen kan tage nogen tid.

Æggene falder mod bunden, og man kan have glæde af en legerist, der beskytter æggene mod at blive ædt af forældrefiskene. Æggene klækker efter 24-36 timer og derefter hænger embryonerne fast på planter og akvarieruder i 2-3 døgn før ungerne har fortæret blommesækken, og bliver fritsvømmende. Nu påbegyndes opfodringen med støvfoder eller infusorier i nogle dage hvorefter man kan gå over til Artemia nauplier.

 

Læs mere om denne og andre karpefisk i bogen "Barber og andre karpefisk", 2005 fra forlaget Atelier (ISBN 87-7857-455-2)