NaturFotos

Navn:

Geophagus surinamensis

Forfatter:

BLOCH , 1791

Udbredelse:

Sydamerika

Totallængde:

25 cm

Forplantning:

mundrugning

Artikel

Tekst:

Benny B. Larsen

Publiceret 1. gang:

Cichliden, 1980

Lagt på nettet:

07-07-2004

Geophagus surinamensis

Geophagus slægten indeholder mange smukke og farvestrålende fisk, og G. surinamensis er nok en af de mest farvestrålende. Den kom til Danmark i begyndelsen af 1970'erne, men på trods af dens flotte farver og meget interessante adfærd, fik den, vel til dels på grund af dens størrelse, ikke den helt store udbredelse blandt landets cichlide akvarister.

G.surinamensis kommer fra floderne i Surinam, Amazon området fra Rio Guapore til Rio Para samt i Guiana og Peru. Ligesom sine øvrige slægtninge, lever den hovedsageligt i flodområder med sand eller anden blød bund, som den, under jagten efter føde, kan grave i. Geophagus betyder jordspiser, så dens navn betyder altså jordspiseren fra Surinam. Slægten Geophagus spiser selvfølgelig ikke jord, men navnet kommer af den særegne made slægten Søger føde på.

Geophagus surinamensis har et ret spidst hoved og munddelene kan yderligere skydes en del frem. Når nu fisken står et stykke over den sandbund, den ønsker at gennemsøge for fødeemner, suger den kraftigt ind og svømmer samtidig fremad i en stilling skråt ned mod bunden. Munddelene er skudt kraftigt frem og denne metode gør, at fisken kan nå adskillige cm ned i bundlaget efter tubifex, insekt-larver eller lignende. Sand og grus bliver så, når det spiselige er filtreret fra, spyttet ud igen, delvis gennem gællerne og delvis gennem munden. I et akvarium er denne fødesøgningsadfærd yderst effektiv, og selv den mindste tubifex vil blive fundet og fortæret.

G. surinamensis bliver ca. 25 cm og som ungfisk har den samme langtrukne krop, som G. jurupari, men i modsætning til denne bliver G. surinamensis med alderen noget mere højrygget. Fra snuden til de første rygfinnestråler stiger kropskurven meget stejlt op og løber så mere blødt ned igen til haleroden. Fiskens underside er mere affladet, uden dog at være så flad som man ser det hos de bundlevende fisk.

Grundfarven er nærmest brunoliven og hele kroppen er, fra gællelåg til halefinne, smykket af 12-15 længdegående rækker af metallisk gulgrønne prikker. Hovedet er ensfarvet brungult uden antydning af farvemønstre. Øjets røde iris er delt op i to af et sort lodret band. Midt på kropssiden findes konstant en sort, ret stor plet og herudover kan G.surinamensis under leg eller anden form for ophidselse have 5-6 brede mørke tværbånd. Finnerne er, på nær brystfinnerne, blålige med røde streger og halefinnen er yderligt forsynet med nogle gullige prikker. Ryg og bugfinnerne har en hvid Søm, og rygfinnens bageste blødstråler kan være så langt udtrukne, at spidserne kan nå helt ud forbi halefinnen. Også bugfinnerne kan være meget langt udtrukne, ligesom halefinnens øverste og nederste stråler kan have meget lange, tynde forlængelser.

G.surinamensis er som ovenfor antydet en meget farvestrålende fisk og den findes yderligere i nogle farvevarianter, hvor grundfarven variere fra det lysegule til nærmest grønligbrun.

Det er meget svært, for ikke at sige næsten umuligt at skelne kønnene fra hinanden, dog er en fuldvoksen han noget større og mere farvestrålende end en jævnaldrende hun, men da disse forskelle jo er svære at se i en flok ungdyr, bør man altid anskaffe sig 6-8 individer, og så lade fiskene udparre sig under opvæksten.

Da kønsmodenhed jo ikke alene har noget med størrelse, men også med alder at gøre, ser man desværre ofte G.surinamensis, der har gået i for små akvarier og under dårlige foderforhold, begynde at lege i en størrelse af 7-8 cm. Dette er synd, og det viser sig ofte, at fiskene går i stå i væksten og aldrig bliver de store statelige dyr, de burde. Store fisk kræver store akvarier er en grundsætning for cichlide akvarister, og det gælder både de sydamerikanske, mellemamerikanske og de afrikanske arter. Geophagus surinamensis bliver i for små akvarier ofte meget aggressiv mod artsfæller, og det er svært at indrette f. eks et 2oo liters akvarium til mere end et enkelt par. Overfor andre arter er den fredelig, så man kan med stort helt lave et selskabsakvarium med denne art plus 2-3 par (afhængig af akvariets indretning andre Geophagusarter, Cichlasoma og/eller Aequidensarter.

G. surinamensis er ikke meget kritisk med hensyn til vandet, og mange tyske artikler omtaler vand med hårdhedsgrader fra 15 til 30 dH, men mine erfaringer siger, at man får de bedste resultater med mellemblødt vand på omkring 10-12 dH og en pH værdi på omkring 6,7 - 7,0. Temperaturen bør ligge omkring 24 C og til leg bør den hæves til ca. 27° C.

Når man indretter et akvarium til en ny fisk, bør man selvfølgelig først sætte sig ind i hvilke forhold, den pågældende art lever under i naturen. Geophagus surinamensis kommer som omtalt fra vandområder med blød bund, og vi ved også fra dens specielle fødesøgningsadfærd, at den må have en bund, hvor det er muligt at grave. Dette må vi selvfølgelig tage hensyn til, når vi indretter vort geophagus-akvarium og vi må derfor bruge en finkornet grusart med runde sten. Skarpe grusarter er selvfølgelig, af hensyn til fiskenes munddele, bandlyst i et sådan akvarium. Akvariet kan indrettes hensigtsmæssigt ved at lade trærødder og planter danne nicher og afsnit, hvor parrene kan finde standpladser. Forrest i akvariet bør der være åben svømmeplads. Her kan fodringen foregå. Planterne bør være afskærmet og beskyttet mod opgravning, enten ved at de er udplantet i potter og der er lagt et par større sten over potterne, eller ved at man bagtil i akvariet sætter planterne i et bælte af hasselnød-store sten. Her graver G.surinamensis ikke, og planterne kan derfor stå beskyttet her.

Til store fisk, der graver så meget i bundlaget som G.surinamensis gør, er det nødvendigt at have et effektivt filter, for at undgå, at der hele tiden svæver snavs rundt i vandet, og et motorfilter er næsten uundværligt hertil.

I sagens natur er bundlevende eller i hvert fald bundsøgende foder vigtigt til disse fisk, og her kommer tubifex, hakket oksehjerte og regnorme ind på en førsteplads, medens daphnier og myggelarver straks er sværere for fisken at klare med dens nedadrettede mund og specielle fødesøgnings-adfærd, men selvfølgelig kan det tages, når det er sunket ned i vandet.

Forspillet til legen ligner med sine rituelle imponerepositurer, hannens dansende svømning omkring hunnen og de lejlighedsvise styrkeprøver, mønstret der kendes fra andre store sydamerikanske cichlider. Æggene afsættes på en flad, forholdsvis glat stenflade, der er rengjort for alger og snavs. Her får de lov til at ligge de næste 2 dage, bevogtet af både han og hun. Når de to dage er gået, tager parret æggene op i munden. Det er endnu usikkert hvilke stadie æg/larver befinder sig på, når de tages i munden. Nogle iagttagelser siger, at æggene tages i munden efter 48 timer og ruges færdig her, andre fortæller, at æggene tages i munden umiddelbart før de klækker, medens atter andre fortæller, at larverne tages i munden straks når de er klækket. Uanset hvad der nu er rigtigt har vi altså en anden form for mundrugning, end vi før har set, f.eks. hos de afrikanske mbuna cichlider, altså en art forsinket mundrugning.

Begge forældrefiskene går nu med ungerne i ca. 14 dage, før de slippes løs for første .gang. På dette tidspunkt er ungerne 4,5 mm store. I de 14 dage, hvor forældrene går med ungerne indtager de, i modsætning til de afrikanske mundrugende cichlider, foder. Det sker ved at den ene af forældrefiskene spytter ungerne ud i en lille grube i bundlaget og bliver stående i en skrå stilling med hovedet nedad, medens den giver nogle små ryk baglæns. Den anden tager nu ungerne i munden og beholder dem til partneren kommer tilbage efter sit furageringstogt.

Når ungerne er sluppet, opholder de sig i en tæt sværm omkring forældrene. Hvis en fare nærmer sig, laver disse nogle rykkende bagudgående bevægelser, der straks får ungerne til at søge op mod forældrenes mund, hvor de søger skjul, indtil faren atter er drevet over.

Ungerne fodres op med artemia nauplier og cyclops og efterhånden som de vokser op lader man samtidig foderemnerne blive større, idet man hele tiden har det gamle råd på sinde, at foderemnerne aldrig må være større end fiskenes øje. Med alsidig fodring vokser ungerne hurtigt og vil snart optage forældrenes fødesøgningsadfærd.

G.surinamensis er en spændende, smuk og farvestrålende fisk, der fortjener en større udbredelse end den har i danske cichlideakvarister akvarier.

Litteratur

H.J.Mayland: Cichliden und Fischzucht S.O.Kullander: Sydamerikas cichlider H.J.Lange: Geophagus spec.(surinamensis?) DCG-Info nr. 10 , 1973 pg. 118-12o G.Wollenweber: Geophagus surinamensis DATZ nr. 5 - 1971