Copyright fotos F. Ingemann Hansen
Betta splendens
SYNONYMER:
Betta trifasciata (ikke BLEEKER), Betta pugnax, Betta rubra (IKKE PERUGIA)
FOREKOMST:
Cambodia, Thailand, Bagindien og Sydvietnam og iflg. nogle også Burma og Laos. Det er desværre ikke muligt at fastslå, hvor mange af disse steder, der er artens naturlige udbredelsesområde, og hvor mange steder, arten er blevet indført af mennesket.
BIOTOP:
Betta splendens findes i søer, langsomt flydende vandløb, men først og fremmest i stillestående damme og oversvømmede områder.
POPULÆRNAVN:
Kampfisk, eller siamesisk kampfisk
STØRRELSE:
Han 7 cm, hun 5 cm
KØNSFORSKEL:
Hannen er større og stærkere farvet, ligesom det kun er hannen, der har de veludviklede, store finner.
NOTATER:
Som populærnavnet siger, er denne fisk aggressiv, men dens kampiver og aggression er heldigvis indskrænket til kun at gælde andre hanner af samme art. I naturen har hannerne deres eget revir, som de forsvarer mod andre hanner med en aggression, der under akvarieforhold blive dødelig. I naturen er der, for den slagne part, mulighed for at forsvinde i skjul eller simpelthen svømme bort. Denne arts kampevne og -vilje er tidligere blevet benyttet af menneskene i dens udbredelsesområde, ved arrangerede kampe, hvor man lavede væddemål om, hvilken han, der ville gå af med sejren.
Der blev så sat to hanner ned i en lille glasbeholder, og de fik lov at kæmpe til den ene part lå tilbage på valen. Tidligere holdt akvarister denne fisk som enkeltindivid i en lille glasbeholder, men denne form for "akvaristik" må på det nærmeste være dyrplageri og må så absolut fordømmes hårdt. Man kan holde en enkelt han i selskabsakvariet sammen med mange andre arter, uden at der på nogen måde er det mindste tegn på aggressivitet hos kampfiskehannen.
Hvis man også holder en hun, skal der være tætte plantetykninger, hvor hun kan skjule sig, ikke fordi hannen er aggressiv, men han jager tværtimod rundt med hende for at få hende i leg. Kampfisk skal have en temperatur på 25-30o C., pH mellem 6 og 8 og hårdheden kan være helt op til 25o dGH. De i Sydøstasien fremavlede slørformer findes i mange farver: Rød, blå, grøn, hvid, sort, turkis og alle former for blandinger af disse farver.
Kampfisken er en af de ældste akvariefisk og blev allerede i 1892 indført til Frankrig. I 1896 kom den til Tyskland og nogle år senere kom der for alvor gang i opdrættet af denne art, og den blev efterhånden udbredt hos akvarister over hele Europa. Slægten Betta hører til labyrintfiskene, som ved hjælp af den såkaldte labyrint er i stand til at udnytte den atmosfæriske luft. Den er derfor i stand til at leve i vande med så lavt et iltindhold, at almindelige fisk ville blive kvalt af iltmangel. Hvis man vil opdrætte kampfisk, skal man bruge unge dyr på maksimalt et år.
Den bedste opdrætstemperatur ligger på 28-32º C. Opdrætsakvariet bør ikke være mindre end 50 liter og meget gerne dobbelt så stort. Det skal være forsynet med nogle tætte plantebuskadser, så hunnen har gode muligheder for at komme i skjul, hvis hannens kurmageri bliver for heftigt. Man sætter den kraftige og rognfulde hun ned i akvariet et par dage før hannen, og det klogeste er at spærre en del af akvariet af med en glasplade, hvor hannen kan gå nogle dage yderligere.
Når man kan se, at hunnen selv opsøger hannen (på den anden side af glaspladen) fjernes glaspladen og kurmageriet påbegyndes. Hannen bygger en skumrede, der kan være 10-15 cm i diameter, og under selve legen lægger hannen sig omkring hunnen, vender hende om på ryggen og "presser" æggene ud af hende samtidig med at han afgiver sin mælk. Hun afgiver 10-12 æg og når hannen slipper hende, synker hun nærmest bevidstløs ned mod bunden, hvor hun ligger stille for at komme til kræfter før næste ægafgivelse.
Æggene er tungere end vandet og synker ned mod bunden, men hannen samler dem op og spytter dem op i reden. Derefter spytter han endnu flere skumbobler op i reden for at holde æggene oppe, og når han er færdig med dette, er hunnen klar til endnu en tur. Når hunnen er tom for æg, bliver hun jaget bort af hannen, og hvis man har mulighed for at få fat på hende, er det en god ide at lade hannen være alene med reden. Han passer denne og æggene meget omhyggeligt.
Efter 36-48 timer klækker æggene, og hænger så oppe under reden i de næste 3 døgn før de bliver fritsvømmende. Hannen passer ungerne omkring 3-4 dage mere, men så er de blevet for livlige til at han kan klare dem, og han mister interessen for dem. Ungerne fodres op med infusorier og senere Artemia nauplier. Så tidligt som muligt må man skille hannerne fra hinanden, men det er nu tydeligt, at se hvornår det SKAL ske, for så begynder ungerne at slås i en alle mod alle kamp.
Mange flere oplysninger om denne art og andre labyrintfisk kan findes i Bogen LABYRINTFISK, ISBN87-7857-424-2, Forlaget Atelier, 2004
