NaturFotos

Navn:

Mesoheros (Nandopsis) festae

Forfatter:

BOULENGER, 1899

Udbredelse:

Sydamerika

Totallængde:

40 cm

Forplantning:

Substratleger

Artikel

Tekst:

Benny B. Larsen

Publiceret 1. gang:

DCS løsblade, 2/1983

Lagt på nettet:

22-07-2004

Artsnavnet er efter finderen Dr. Enrico Festa fra Italien.

SYSTEMATIK

Arten blev beskrevet første gang i "Bollettino di Musei di Zoologia ed Anatomia comparata della R.Universita di Torino" No. 335 publ. 15-2-1899, Vol. XIV, s. 6 som Heros festae.

M. festae hannen bliver ca. 40 cm medens hunnen er noget mindre. Den hører til Parapetenia-gruppen inden for ”Cichlasoma-slægten” og ligesom de øvrige medlemmer af denne gruppe, er den en typisk rovfisk med en stor mund og en glubbende appetit.

NATURFORHOLD

Artens udbredelsesområde er Guayas-basinet og Rio Chancha i det vestlige Ecuador, hvor de voksne dyr hovedsageligt lever som enlige individer ved indskårne brinker i langsomt løbende store floder. Ungerne og ungdyr er vidt udbredt i mange forskellige biotoper.

I naturen lever M. festae hovedsageligt af mindre fisk, mange forskellige bløddyr og større insekter.

KENDETEGN

Hannens grundfarve er gulgrøn med 9 tværbånd. Finnerne er rødgule med en del blå pletter bagest i ryg- og gatfinne. Det tredie til sjette tværbånd går op i rygfinnen. Kinder og gællelåg er turkisgrønne og denne farve ses ofte som et stærkt skær hen over hele fiskens krop. Udenfor yngletiden kan hannens tværbånd være meget svage, men når først æggene er afsat, får han nøjagtig samme farver og tegning som hunnen. Det er meget spændende at iagttage hannen under yngelplejen, for når han er i nærheden af æg/unger har han en gul til orange grundfarve med kulsorte striber, men lige så snart han er et stykke fra æg/unger, skifter han over til normal dragten får så atter at skifte, når han nærmer sig dem igen. Hannen får med alderen en kraftig pandepukkel.

Hunnen er orangerød med 9 sorte tværbånd. Hos hende er pigstråledelen af rygfinnen sort og gatfinnen har en sort søm. Også hunnen kan have et grønligt skær på kinder og gællelåg, men hun er altid gul til orangerød i grundfarven. Når yngle-perioden nænner sig, bliver hunnens farver mere intense og de sorte bånd bliver kulsorte.

Såvel han som hun har en øjenplet i halefinnebasen.

Arten er typisk substratleger og hunnen afsætter, alt efter hendes størrelse, op til 2000 æg på en flad sten eller andet forholdsvis glat, hårdt substrat. Æggene er halvklare let grålige og de klækker ved en temperatur af 25 grader C. på ca 72 timer. De flyttes til en grube og efter yderligere ca. 5-6 dage er de fritsvømmende. Fodringen er intet problem, de æder alt, hvad de kan gabe over.

AKVARIEFORHOLD

Arten kræver store, meget store akvarier, og den er endog meget aggressiv mod såvel artsfæller som artsfrommede fisk. Den betragter alt hvad den kan gabe over som foderdyr og kun de største og groveste arter kan klare sig i selskab med C. festae. Arten er ualmindelig grådig og en kost bestående af regnorme, småfisk, oksehjerte, rejer, fiskekød og pillefoder skal nok få den op i en god størrelse. Den er heller ikke krævende hvad vandforhold angår og klarer sig fint i vort almindelige ledningsvand med en temperatur på mellem 20 og 30 grader C, dog bor man nok holde sig i den lave del af skalaen, da en høj temperatur aktiverer den og forøger dens naturlige aggressivitet, noget man så absolut bør undgå.

KOMMENTAR

Ikke en art, der kan anbefales den akvarist, der vil have mange fisk i sit akvarium. I. mit akvarium på 650 liter, godt dekoreret med trærødder og sten, kan det være svært for de andre fisk at finde skjul, når M. festae er i ynglehumør og vil have plads til sig og sine, men på den anden side er . festae en af de smukkeste, mest farveprægtige og spændende ”Cichlasoma-arter”. Den er værd at bruge selv et stort akvarium på, og så må man vænne sig til dens adfærd.

LITTERATUR

DCG-INFO 13(12) 1982