Par
Hun
Han
Copyright begge fotos: Benny B. Larsen
Priapella intermedla ALVAREZ 1952
af Benny B. Larsen
Blandt en af de mere upåagtede ungefødende tandkarper af familien POECILIIDAE er Priapella intermedia. Den har ikke guppyens, platyens og sværddragerens kraftige og iøjnefaldende farver, og det er vel grunden til, at den aldrig rigtig har opnået den helt store popularitet hos akvaristerne. Det er faktisk synd, for i et delvis tæt beplantet akvarium udgør en flok på 10-l2 P. intermedia et meget smukt syn med de gule kroppe med det blålige metalskær og de kraftigt blå øjne, som helt henleder ens tanker på lygteøjefiskene.
P. intermedia kommer fra de hurtigløbende vandløb i Rio Coatzacoalcos’ øvre strømsystem i Mexico og er en af slægtens kun tre arter. De to andre er P. bonita og P. compressa. Priapella intermedia’s kropsfarve er grågul til gul med et lysende blåligt metalskær. Fra bagkanten af gællelåget til halefinnebasen løber der et mere eller mindre tydeligt brunligt længdebånd. På gællelåget findes et blågrønligt metalskinnende lille skråbånd, der sammen med fiskens blå øjne lyser tydeligt op i akvariet under fiskens raske og livlige svømmen omkring. Finnerne er halvt gennemsigtige med noget gulligt nær finnernes midte og noget blåligt længere ude. På voksne udfarvede fisk er der en tydelig hvid søm på finnerne. Da hannernes gonopodium dannes ret sent, og ofte først når fisken er omkring 4-5 måneder gammel, kan det være meget svært at se kønsforskel hos unger og ungfisk.
Når man skal indrette et akvarium til Priapella intermedia, er der flere ting man skal være opmærksom på. For det første skal man huske på, at arten kommer fra højlandets vandløb med stærk strøm og for det andet, at P. intermedia er en udpræget stimefisk, der kun føler sig godt tilpas i en flok på mindst 8-10 artsfæller. Akvariet bør altså indrettes med nogle stedvis tætte beplantninger og ind imellem disse bør der være god svømmeplads. Hvis man indretter f.eks. et 75 liters akvarium til arten, kan man have 12-15 voksne fisk. Med et motorfilter beregnet til et 150-200 liters akvarium kan man lave en tilpas vandcirkulation, og man vil hurtigt se, at fiskene rigtig nyder den gode vandstrøm.
Vandet bør være afhærdet til halvblødt ledningsvand på 12-15° dH og med en temperatur på mellem 24 og 26° C. pH bør ligge på 7, altså neutralt. Da P. intermedia udelukkende opholder sig i de mellemste og øverste vandlag, kan man lade f.eks. nogle pansermaller fra slægten Corydoras befolke bundregionen i akvariet.
Opdræt er ikke specielt vanskeligt, men der er ofte kun ret få unger i kuldet. Det er meget almindeligt, at en ung hun kun får 5-6 unger, medens fuldvoksne hunner kan få omkring 20. Ungerne er 9-lo mm store når de fødes, og de kan straks æde knust tørfoder og artemia nauplier. Ved en god og afvekslende fodring kan ungerne på en måned være 2,5 - 3 cm store.
I forbindelse med de voksnes parring er der en sjov ting at bemærke. Både hanner og hunner af denne art kan enten være venstre eller højrebefrugtere, og dette betyder, at en han der kun kan svinge sig gonopodium til venstre kun kan befrugte en hun, der er højrebefrugter. Dette kan jo give os et lille fingerpeg mod i hvert fald en af grundene til at arten er en udpræget stimefisk. Enkeltlevende fisk med denne særprægede befrugtningsadfærd vil have dårligere muligheder for at føre arten videre end floklevende fisk har det.
Man bør ikke fjerne den drægtige hun fra stimen. En enlig, ja selv et par, P. intermedia kan blive så stresset af ikke at være i en stime af artsfæller, at de sygner hen. Den tydelige graviditetsplet man ofte ser på de ungefødende tandkarpers hunner, findes ikke hos P. intermedia og kun hunnens volumen fortæller akvaristen, at det er ved at være tid. Ungerne søger op til overfladen straks efter fødslen og et lille lag overfladeplanter vil som regel være nok til at yde den nødvendige beskyttelse de første dage. Arten er ikke slem til at æde egne unger, men en smule beskyttelse er det altid rart at have. Når der er yngel i akvariet bør temperaturen aldrig gå ned under 25º C.