NaturFotos

Navn:

Julidochromis marlieri

Forfatter:

POLL, 1956

Udbredelse:

Tanganyikasøen

Totallængde:

15 cm

Forplantning:

Huleleger

Artikel

Tekst:

Benny B. Larsen

Publiceret 1. gang:

DCS løsblade, 11/1980

Lagt på nettet:

19-06-2004

Julidochromis marlieri

Slægtsnavnet kommer fra de to ord JULIUS, som er en læbefisk-slægt (fam. Labridae) og CHROMIS, som betyder farve eller hvad farve angår. Navnet henviser til en lighed, hvad udseende angår, med læbefiskene. Artsnavnet har fisken fået efter den belgiske videnskabsmand Georges Marlier.

SYSTEMATIK:

Den første art i Julidochromis slægten var J. ornatus, som blev fundet allerede i 1895/96 af Moore og beskrevet af Boulenger i 1898. Derefter gik der lang tid, inden de næste arter blev fundet og beskrevet, og først i 1954 blev J. marlieri fanget og beskrevet af M. Poll i Explor.Hydro-biol. Lac Tanganyika, Vol. III (Bruxelles, 1956) fasc. 5B, pg. 473-476.

NATURFORHOLD: J. marlieri er endemisk i Tanganyikasøen, hvor den holder til på klippekysten med huler blandt store sten og klipper i en dybde fra 2-20 meter. Den findes udelukkende i den nordlige og nordvestlige del af søen. Vandet i Tanganyikasøen er meget klart og sigtbarheden er ofte mellem 10 og 15 m. Temperaturen ligger året rundt mellem 24 og 27 grader C, pH ligger på 8,5 - 9, og dH på 10-12 grader C.

KENDETEGN:

J. marlieri er sammen med J. regani de største inden for Julidochromis slægten. J.m. kan blive op til 15 cm og fuldvoksne hanner kan få en mindre pukkel i panden. J.m's grundfarve er gul og den har tre brede brune længdestriber. Den øverste løber lige under rygfinnebasen, den mellemste fra øjets øverste kant til øverst pa haleroden, hvor den løber sammen med den øverste og den nederste løber midt på kroppen. Disse tre bånd gennemskæres af 9-10 brede tværstriber. Brystfinnerne er gule medens bugfinnerne er blålige med en hvidblå søm langs forkanten. Bugfinnerne er meget lange og når ofte et godt stykke forbi gattet. Ryg- og gatfinnerne er med gullighvide og sorte længdebånd. Halefinnen er brunlig med lysegule til hvide pletter og et hvidt og sort bånd langs yderkanten.

Der er ingen ydre kønsforskelle, men den erfarne akvarist kan sædvanligvis, ud fra adfærd og hunnens maske lidt mere runde form, i løbet af kort 'id ret nøje skelne kønnet på sine fisk. Det er ofte hunnen, der bliver størst.

ADFÆRD:

J. marlieri kan være meget stridbar og akvariet bør derfor have mange skjulesteder i form af huler, sprækker og revner mellem stenene, som giver mulighed for at den forfulgte hurtigt kan komme i skjul. Ligesom de øvrige Julidochromis arter er J. m. ægskjulende og hulelegende. Der kan ofte være problemer med at få et harmonisk par og denne harmoni kan ødelægges ved den mindste forandring i akvariet, selv et vandskifte kan bringe uorden i den fine balance, der er i parforholdet. Æggene, J. m. kan afsætte 25o æg i en leg, afsættes som sagt i en hule og oftest i loftet. To til tre dage efter klækker de ved en temperatur på ca. 25 grader C, og ofte flyttes de så til et andet gemmested i den samme eller en anden hule. Der går nu yderligere 4-5 dage med at tære på blommesækken, før de bliver fritsvømmende. I den næste tid ses de i og i nærheden af hulen, idet de altid svømmer på den typiske Julidochromis-måde med bugen tæt ved bundlaget uanset om dette er vandret eller lodret og uanset om fisken har bugen eller ryggen nedad. Ungerne er nærmest sandfarvede med et mørkere mønster af tværstriber og pletter. Dette mønster gør dem nærmest usynlige mod de algebevoksede sten og ved det mindste tegn på fare smutter de lynhurtigt ind i de sma sprækker, der er mellem stenene. Forældrene synes ikke at udføre noget aktivt forsvar af ungerne, men ved at jage alle nærgående bort fra hulen og dens nærmeste omegn opretholder de alligevel en form for passivt forsvar af ungerne. Et af de mere charmerende træk hos J. m. er at den, ligesom de øvrige Julidochromis, selv når der ca 4 uger efter sidste leg igen bliver optræk til leg, lader ungerne blive gående i hulen. Dette medfører at man kan have et voksent par gående med unger af flere forskellige størrelser, og det lader til at ungerne først jages bort, når de bliver kønsmodne og derfor bliver betragtet som konkurrenter af forældrene.

AKVARIEFORHOLD:

Et Julidochromis akvarium bør altid indrettes med mange sten, og for at der skal være flest mulige revner, sprækker og huler, bør man hovedsageligt bruge runde sten. Især i den første tid bør der være kraftig belysning, så der kan komme en god kraftig algevækst igang. Hvis man virkelig vil have noget ud af sine J. m. bør de gå i et special akvarium. Et stort par bør have et akvarium på mindst ca. 70 liter, da der bør være mulighed for en forfulgt partner til at komme væk i en fart og forblive ude af syne, og der må være plads til en evt. familieforøgelse. Der bør foretages regelmæssige delvise vandudskiftninger men undgå at skifte mere end ca. 25 % ad gangen. Slægten er yderst følsom over for helt friskt ledningsvand.

KOMMENTAR:

Julidochromis arterne er smukke fisk og er med rette blevet meget populære blandt akvaristerne. De har dog desværre et meget kedeligt træk, idet de alt for let krydser sig med hinanden, og det er desværre fertilt afkom, der kommer ud af disse krydsninger. Hold derfor Julidochromis arterne adskilt, så vi ikke ender med alt for mange ubestemmelige krydsninger.