NaturFotos

Navn:

Paraneetroplus (Vieja) synspilus

Forfatter:

HUBBS, 1935

Udbredelse:

Sydamerika

Totallængde:

35 cm

Forplantning:

Substratleger

Artikel

Tekst:

Benny B. Larsen

Publiceret 1. gang:

DCS løsblade, 8/1983

Lagt på nettet:

27-07-2004

Paraneetroplus (Vieja) synspilus

NAVN

Artsnavnet henviser til de udflydende sorte pletter på bagkroppen.

SYSTEMATIK

CL. Hubbs beskrev denne art i 1935 i Univ. Mich. Mus. Zool. Misc. Publ., (28):l-22.

P. synspilus ligner på mange måder C.melanurum (Guenther, 1862) og iflg. Loiselle (1976) er det den samme art. Hvis fremtidige undersøgelser skulle bekræfte dette vil artsnavnet melanurum have prioritet, da det er det ældste, og arten vil altså komme til at hedde Cichlasoma meianurum. Synonym: Cichlasoma hicklingi Fowler

KENDETEGN

Hannen bliver op til 35 cm og hunnen ca. 25 cm TL. Arten har en høj, fra siderne sammentrykt krop. Hoved og bryst er stærkt rødt, medens siderne er gyldne. På haleroden er et bredt, vandret uregelmæssigt sort bånd og på ryggen ses ofte et sort parti lige under rygfinnen. Også bugpartien kan i visse sindsstemninger blive kulsort. Finnerne er gyldne og bliver udefter blå med rødlige pletter. Hannerne kan med tiltagende alder få en endog meget imponerende pandepukkel.

NATURFORHOLD

P. synspilus findes i Rio Usumacinta-bækkenet i Guatemala og Mexico, i Peten-søen i Guatemala og i en del kystfloder i Belize. Dens foretrukne biotop er søer og stilleflydende flodafsnit med sand/mudderbund, og den holder meget gerne til i plantebælterne. Den lever af bløddyr, insektlarver, mindre fisk, bundfældede organiske materialer og plantedele. I naturen graver ynglende par meget dybe gruber i sand/mudderbunden, og afsætter æggene i bunden af disse gruber.

AKVARIEFORHOLD

Arten foretrækker hårdt alkalisk vand med en temperatur på 20-30 grader C. Den er mindst aggressiv i den lave ende af temperaturskalaen. Den kræver god plads, og da den yderligere er ret aggressiv mod artsfæller, bør man aldrig holde mere end et enkelt voksent par i selv meget store akvarier. P. synspilus er ikke kræsen og tager alle grovere fodertyper, men er specielt glad for regnorme og vandinsekter og bør, for at komme på sit højeste rent farvemæssigt, have grøntfoder i form af salatblade, spinat eller mælkebøtteblade.

Som nyankommen i akvariet kan den være meget sky og nervøs, men når den først er faldet til i akvariet, der bør indrettes med sten og trærødder, forsvinder skyheden og den bliver ofte ret dominerende uden dog at være meget grov mod andre arter. Udenfor legeperioden graver den kun meget lidt, men når den forbereder sig til legen, kan den flytte utrolige mængder grus. En stor opretstående urtepotte fyldt med grus har i nogle tilfælde gjort god fyldest først og fremmest til at begrænse graveområdet og derefter som erstatning for de dybe gruber, arten i naturen graver i sand/mudderbunden.

FORMERING

Som de andre ”Cichlasoma-arter” er P. synspilus substratleger, hvor begge forældre er med i plejen af æg og unger. En stor hun kan afsætte mere end 500 æg, og de klækker ved 25 grader C. efter 4 dage. Endnu 5 dage efter er de fritsvømmende og er 5-6 mm. De æder straks knust tørfoder og gerne artemia, og forældrene er omhyggelige plejere, der aggressivt jager med fisk i alle størrelser, hvis de vover sig for nær. Ungerne er kønsmodne i en størrelse af ca. 8 cm, hvor de er ca. 10 måneder gamle.

LITTERATUR

Buntbarsche Bulletin, Cichlid Index 4 (3), 12/79.