NaturFotos

Navn:

Thorichthys meeki

Forfatter:

BRIND, 1918

Udbredelse:

Mellemamerika

Totallængde:

17 cm

Forplantning:

Substratleger

Artikel

Tekst:

Benny B. Larsen

Publiceret 1. gang:

Cichliden, 2/1979

Lagt på nettet:

22-06-2004

Thorichtys meeki, eller rødstrubet cichlide som den hedder på dansk, kommer fra mellem arnerika, især Yucatan halvøen og Guatemala, og her lever den såvel i floder med ret stærk strøm som i ret stillestående søer, og siges også at leve i nogle underjordiske huler.

Thorichtys meeki blev indført til Tyskland første gang i 1937 og de få eksemplarer siges at være stamforældre til alle meeki i Tyskland gennem en meget lang årerække. Til Danmark kom meeki for første gang i 1948.

Thorichtys meeki er vel nok en af de aller mest farveprægtige af de sydamerikanske store cichlider. Fiskens grundfarve er grålig med røde pletter fordelt ret uregelmæssigt over siderne. Yderligere har hele kroppen et blåligt metalskær. Fra gællelågets bagkant løber et bredt sort længdebånd ned til haleroden, hvor den slutter i en plet, midt på kroppen løber båndet gennem en ret stor mørk plet. Hele fiskens underside lige fra munden til haleroden er stærk rød og på gællelåget breder den røde farve sig højt op og omkranser en sort hvidkantet øjeplet. Finnerne er stærkt røde med blågrønne iriserende prikker. Rygfinnen har en rød søm, og lige under denne løber en blå stribe. Gatfinnen er rødlig med en sort søm og bagest nogle blågrønne prikker. I bugfinnerne er de første finnestråler blå og de andre er rødlige.

Hvis man vil indrette et specialakvarium til et voksent par Thorichtys meeki skal man ikke lade det være alt for lille, og der skal være mulighed for at lave nogle skjulesteder for hunnen, men man bør være helt sikker på at de virkelig kan gå sammen, før man sætter dem over. Hvis man er sikker på dette, kan man godt bruge et akvarium på ca 75 liter, og med nogle sten, anbragt helt nede på akvariebunden (da fiskene ellers under deres gravning let kan forårsage sammenstyrtning), lave nogle huler og skjulesteder, da hannen kan være meget grov mod hunnen, hvis hun ikke er legemoden, når han er klar til leg.

At se forskel på kønnene kan være meget vanskeligt for ikke at sige umuligt, hannen er, som hos de andre ”Cichlasomaarter”, noget større end hunnen. Hannen kan blive omkring 15 cm, medens hunnen sjældent bliver mere end lo-ll cm.

Et stort par Thorichtys meeki kan være meget produktiv og selv om man i akvarier sjældent ser kuld større end 3-4oo unger, kan de få helt op over looo unger i et kuld.

I 197o begik jeg en af de dumheder, som cichlidefans jo tit og ofte gør mod bedre vidende. Jeg købte i en akvarieforretning et voksent par Thorichtys meeki og da jeg på det tidspunkt havde ret god plads i mine akvarier, satte jeg dem ned i et 2oo 1. akvarium, der var indrettet med en klippeopbygning i den ene ende. I den anden ende stod nogle kæmpevallisneria samt et par sværdplanter, der var udplantet i nogle store potter. Disse plantepotter var dækket med nogle flade sten, så fiskene ikke kunne grave planterne op. Klippeopbygningen gav en god dækning for hunnen, der, selv om den i akvarieforretningen havde gået godt med hannen, nu pludselig blev jag et kraftigt af hannen og måtte søge skjul.

Et par dage efter syntes jeg, at det var blevet trist kun at se hannen frit i akvariet, og jeg satte en noget mindre hun, jeg havde gående i et andet akvarium, ned til parret. Nogle timer efter var det som om den nye hun opsøgte hannen, de kredsede rundt om hinanden med vidt udbredte finner og fremskudte gællelåg, så man rigtig kunne se den imponerende øjeplet. Den lille hun prøvede at vise sine farver og tegninger rigtigt frem, men det var tydeligt at når hannen begyndte at blive for nærgående, så klappede hun finnerne sammen, gjorde sig rigtig lille og stillede sig skråt med bugpartiet mod hannen. Hvis han så stadig kom nærmere, tog hun hurtigt flugten ind i de beskyttende huler, men det varede ikke længe før hun igen var ude og vovede sig nærmere hen til hannen.

Der gik nogle timer med dette spilfægteri, men så rullede hannen sig rigtig ud og det blev for meget for hunnen og hun trak sig mere permanent ind i hulernes beskyttelse, sammen med den anden hun.

I den næste tid blev begge hunnerne holdt inde i deres respektive huler og fik kun sjældent lov til at komme frem. Hvis de blev for frimodige og kom for langt frem fra hulen, svømmede han med løftede gællelåg truende hen mod den formastelige og jog den tilbage.

lo - 12 dage gik på denne måde, men så begyndte hannen at grave en grube i gruset tæt ved den amazon-sværdplante , hvor han havde sin sædvanlige standplads, og det så ud som om den mindste hun vovede sig noget mere ud og stillede sig foran hannen i en skrå stilling med hovedet lidt nedad og bugen vendt mod hannen. Så længe hun indtog denne stilling, kunne hun pacificere hannen, men så snart hun ikke viste sig underdanig mere, blev han straks aggressiv igen og jog hende bort. I nogle tilfælde blev hunnen tappert på samme sted under hannens truen, men når hun så vendte siden mod hende og med et kraftigt haleslag slog en vandbølge mod hende, var det som om hun blev fejet bort og hun tog hurtigt flugten til den beskyttende hule.

Der gik en måneds tid på denne måde og den store hun havde nu fået noget mere ro og havde v6vet sig ud fra hulerne og havde taget ophold ved en slaggeblok. Hannen beherskede stadig hele akvariet, men når han nærmede sig slaggeblokken gik hun ham i møde med udspilede gællelåg og af og til greb de fat i hinandens kæber og trak hinanden frem og tilbage. Hannen var dog tydeligvis den stærkeste og det varede sjældent længe før hunnen med sammenklappede finner viste sin underlegenhed og tog flugten, så snart der var mulighed for det.

Af og til skete det at den lille hun slog følgeskab med hannen og stillede sig sammen med ham og truede den store hun med fremskudte gællelåg, men hvis den store hun gik frem mod hende, tog den lille meget hurtigt flugten.

Under mine mange iagttagelser af trioen observerede jeg en meget pudsig ting. Nar den lille hun svømmede rundt i akvariet, skete det ofte, at hannen brusede truende frem mod hende. Hvis hun så stillede sig i den før omtalte underkastelsespositur, og lidt efter stille og roligt fortsatte sin svømning, lod hannen hende nu være, medens det var som om, at hvis hun viste tegn til at ville flygte, så udløste dette en forfølgelses-reaktion hos hannen og han jog hende helt hen i hulerne igen. Dette skete så mange gange, at der ikke kunne være tale om nogen tilfældighed.

Efter endnu en måned på denne måde kom der en tydelig forandring. Den lille hun var tydeligt blevet modigere, og hannens angreb på hende var nærmest at betragte som skinmanøvrer. Hunnen var ganske tydeligt kraftigere og rognspændt. Hannen havde pludselig fået travlt med at pudse de sten, der lå i grusbunden og han gav for en sikkerheds skyld dem alle en ordentlig omgang før han endelig bestemte sig for en ret stor rund sten, der lå i enden modsat den store huns slaggeblok. For at forstyrre på et så tidligt tidspunkt som muligt, fangede jeg nu den store hun op og satte i stedet to ret store sugemaller ned til parret. Dette gjorde jeg for at hannen skulle have noget at afreagere sin aggression på, så det ikke gik ud over hunnen.

Forberedelserne til legen gik noget i stå ved den uro det medførte, at jeg fangede den store hun op, men to dage senere var de i fuld gang igen. Hannen pudsede den runde sten endnu engang for en sikkerheds skyld og om aftenen kunne jeg tage min stol hen foran akvariet og fra første parket følge med i legen og selve ægaf-sætningen. Hunnen havde et par dage haft det stumpe ægrør fremme, og hannens mere spidse sædrør kunne også ses.

Hunnen gled, efter forspillet, langsomt op over stenen, og når jeg rigtig kikkede efter, kunne jeg se det ene æg efter det andet glide ud af ægrøret og straks klæbe fast på stenen. Når hunnen havde tilendebragt en tur, lod hun hannen komme til og han gled på samme måde med bugen helt nede ved æggene hen over stenen og befrugtede dem. Denne procedure blev gentaget i omkring halvanden time, kun afbrudt af korte pauser, hvor hannen foretog korte svømmeture rundt i territoriet, for at checke om alt var i orden, og hvis en af sugemallerne skulle være i nærheden, blev den straks jaget bort.

Om natten lod jeg en enkelt lampe brænde i akvarierummet og da jeg næste morgen kikkede efter, stod hunnen over æggene og viftede med brystfinnerne friskt vand hen over dem. Dette fortsatte hun med i de tre dage det tog, før æggene klækkede, kun afbrudt af korte ture ud efter foder. På nær disse korte afbrydelser, hvor hannen bevogtede og passede æggene, var det hunnen, der tog sig af æggenes pleje, medens hannen afpatruljerede den nærmeste omegn og jog sugemallerne bort, hvis de vovede sig for nær.

Den sidste dag før æggene klækkede begyndte hannen at grave nogle lave gruber i bunden og tre dage efter legen blev de vimrende fiskelarver flyttet over i en af dem. Her lå de i en tæt vimrende klump, medens hunnen stod over dem og viftede friskt, iltrigt vand hen over dem, som hun havde gjort det med æggene.

Der gik seks dage på denne måde, og den eneste ændring var, når ungerne af hunnen blev flyttet over i en anden grube. Og så kom det store øjeblik, hvor ungerne i en stor sværm fulgte hunnen rundt i akvariet. Jeg begyndte nu at fodre med tørfoder knust gennem et finmasket net, og det var tydeligt, at ungerne tog føde til sig, da maverne blev helt gulligrøde.

I den næste tid var der nok at gøre med at fange foder, men det var heldigvis et tidspunkt, hvor der var masser af cyclops, og det var noget ungerne kunne bruge, så de voksede godt til.

Da ungerne var to måneder gamle, fjernede jeg dem fra akvariet, og jeg fik så mulighed for at tælle dem. Der var 280 stk, så af en cichlideart, der kan producere mere end 1000 æg i et kuld, var det jo ikke noget overvældende resultat, men gudskelov for at der ikke var flere, for det at skaffe foder til et kuld af den størrelse var såmænd nok for mig, og da jeg senere skulle af med ungerne kom jeg igen på arbejde, men det lykkedes dog lidt efter lidt. Efter det kuld har jeg aldrig opfodret alle de unger, der blev klækket, men har altid på et tidligt tidspunkt suget de fleste unger op og brugt dem som foder i et andet akvarium. Jeg har siden da altid kun ladet ca. 50 unger blive tilbage hos forældrene, da dette antal både er til at fodre op, og til at komme af med uden de helt store besværligheder.

Efter dette kuld unger lod det til at parret havde fundet rigtig sammen, og de gik sammen uden at hannen viste sin aggression nær så meget. De fik flere kuld unger, og jeg sørgede hele tiden for at have et par andre fisk, som regel sugemaller, gående i akvariet som "prugelknaben".