NaturFotos

Navn:

Pterophyllum scalare

Forfatter:

LICHTENSTEIN, 1823

Udbredelse:

Sydamerika

Totallængde:

7,5 cm

Forplantning:

Substratleger

Artikel

Tekst:

Benny B. Larsen

Publiceret 1. gang:

DCS løsblade, 10/1980

Lagt på nettet:

28-07-2004

Pterophyllum scalare

NAVN

Slægtsnavnet kommer fra de græske ord PTERON, der betyder sejl, vinge eller finne og PHYLLON, der betyder blad. Navnet hentyder selvfølgelig til slægtens høje, fra siderne sammentrykte form med de sejlagtige, høje finner. Artsnavnet kommer fra det latinske ord SCALARIS, der betyder trappetrinslignende og henviser til placeringen af ryg- og gatfinnernes pigstråler.

SYSTEMATIK

Pt.scalare blev førstegangsbeskrevet af Lichtenstein i 1823 under navnet Zeus scalaris. Nogle forfattere har fejlagtigt nævnt Cuvier et Valenciennes beskrivelse i 1831 under navnet Platax scalaris som førstegangs-beskrivelsen. Heckel opstillede i 1840 den nugældende slægt, Pterophyllum, hvortil der er tre arter, Pt. altum, Pt. dumerilli og Pt. scalare. Det tidligere anvendte navn Pt.eimekei anses for at være et synonym for Pt. scalare. Pt. scalare kan blive ca. 25 cm høj og 15 cm lang.

Pterophyllum altum                                                                             Pterophyllum dumerelli

Copyright begge fotos Benny B. Larsen

NATURFORHOLD

Pt.scalare er udbredt i Amazonområdet samt i Guyanas og lever hovedsageligt i vandløb med svag til jævn strøm med en kraftig plantevækst, især af rørlignende planter og vandhyacinter. Her mellem stænglerne virker artens lodrette mørke striber som en effektiv camouflage, som både beskytter den mod større rovfisk og skjuler den, når den selv er den jagende. Vandet har en dH på 0,3-0,8 og pH værdien ligger på 4,5-7,8. Temperaturen ligger mellem 25 og 27 grader celsius. Pt.scalare lever i naturen hovedsageligt af vandlevende insekter og småfisk.

ADFÆRD

Pt.scalare er en rolig og majestætisk fisk, der ikke uden grund er en af de populæreste cichlider. Den kom tidligt til Europa, og efter de første besværligheder var overvundet viste det sig hurtigt, at arten var meget let at opdrætte og meget produktiv. Opdræt har siden fundet sted i hele verden i stor stil.

Hvis man har en lille flok Pt. scalare gående vil der snart udskille sig et eller flere par. Hannen finder sig gerne et egnet territorie med en stor, bredbladet plante og sammen med hunnen pudses et eller flere blade omhyggeligt for snavs og alger. Hannen har ind imellem pudsningerne travlt med at jage andre fisk væk fra territoriet, og man ser ham bruse frem mod andre scalarer med vidt udspilede finner. Denne truende positur er som regel, i forbindelse med det legende pars mere intensive farver, nok til at advare de andre, som sædvanligvis jages bort uden større kamp.

Når bladet er renpudset følger selve legen snart efter. Hunnens plumpe og afrundede læggerør og hannens mere spidse genitalpapil har igennem et par dage været tydelige, og under selve afsætningen glider hunnen hen over bladet med bugen tæt ved bladoverfladen. Æggene afsættes nu i en række på lo-15 stk. og derefter er det hannens tur til at befrugte dem. Hunnen afsætter så igen et hold og hannen befrugter dem. Sådan skiftes de hele tiden gennem hele legen, der kan vare over en time. En fuldvoksen hun kan afsætte over 7oo æg i en leg og når hun er helt tømt, tager hun straks fat på pasningen af æggen. De bliver pudset for snavs og evt. parasitter, og hun vifter med brystfinnerne frisk vand hen over dem hele tiden. Hannen tager sig for det meste af revirforsvaret, men kan dog også gå med i pasningen af æggene og senere tager han sig på lige fod med hunnen af ungerne. Noget afhængig af temperaturen klækker æggene ca. 48 timer efter og larverne bliver nu flyttet over til et andet blad. Her hænger de i en lille hæftetråd øverst på hovedet og vimrer 6-7 døgn før de bliver fritsvømmende. Nu kan fodringen med artemia nauplier begynde. I begyndelsen ligner ungerne de fleste andre fiskeunger i formen og først ca. 3 uger efter klækningen får de den typiske scalare form. Ungerne vokser hurtigt og vil snart kunne æde det samme foder, som de voksne, dog lidt mere findelt. Pt. scalare skal have afvekslende foder med både levende og dødt foder.

AKVARIEFORHOLD

Pt. scalare finder sig bedst tilpas i et beplantet akvarium, hvor der både er relativt tæt beplantede områder og fri svømmeplads. De bør aldrig gå i akvarier på under ca. 100 liter og akvariets højde er vigtig. Den bør aldrig være under 4o cm, hvis fiskene skal have mulighed for at kunne udvikle de store sejllignende finner, med de lange trådformede forlængelser, man desværre ser hos alt for få scalarer i fangenskab. Pt. scalare er vist den akvariefisk der flittigst bliver slået ihjel i akvarierne, og det skyldes både at de bliver blandet med alle andre former for fisk i akvariet, så de ikke får den ro, de skal have, men det skyldes også, at alt for mange akvarister bruger for ensartet foder uden tanke for at variere kostplanen. Foderemner som fiskekød, hakket kalvehjerte, torskerogn rejekød fiskeboller bør indgå på linje med tørfoder, daphnia, myggelarver og tubifex.

KOMMENTAR

Pt. scalare findes efterhånden i mange forskellige typer og farvevarianter. Om man kan lide dem eller ej er en smagssag, her skal kun nævnes nogle af de mærkelige typer, der gennem årene er dukket op i akvariehandelen: Røgscalare, sort scalare, Marmorscalare, Zebrascalare og Guldscalare og de findes yderligere i flere forskellige finnetyper. Nogle af disse varianter vil senere komme her i løsbladsystemet, men personligt synes jeg dog, at ingen af dem kan komme op på højde med den ganske almindelige naturfarvede Pt.scalare.

LITTERATUR

H.J.Hayland: Cichliden und Fischzucht

B-M.Sundström: Varför heter akvariefisken så?