NaturFotos

Copyright begge fotos: Benny B. Larsen

Heros severus (Cichlasoma severum)

Af Benny B. Larsen

Artiklen er skrevet i 1972 og navnene er derfor ikke gyldige mere.

I efteråret 1966 købte jeg 6 ret store Cichlasoma severum, som sammen med 2 Cichlasoma meeki, 2 Astronatus ocellatus og 2 Cichlasoma festivum blev sat i et 150 liters akvarium, der var indrettet med store stenstykker og nogle enkelte store sværdplanter og en del flydebregner. I dette akvarium voksede fiskene ret hurtigt til nogle meget smukke dyr med et pragtfuldt farvespil.
I begyndelsen af 1968 fik jeg et 270 liters akvarium, som var temmelig højt, idet målene var 90X60X50 cm med de 60 cm som højden, og det viste sig nu, at især severum-cichliderne hurtigt følte sig hjemme i dette akvarium, idet disse 6 nu meget flotte fisk beherskede det øverste og mellemste vandlag sammen med C. festivum, medens de mere livlige meeki og påfugleøjecichliderne (Astronatus ocellatus) holdt sig mere mellem de store sten og klippestykker af granit, som akvariet var indrettet med.
Først nu, hvor dyrene fik god plads, skilte de sig ud i par, og en meget stor og karakteristisk plettet han valgte en pæn hun og begyndte at jage med de andre. Da dette havde stået på et stykke tid, syntes jeg, at jeg ville prøve, om det ikke kunne lykkes for mig at få disse to til at lege. Jeg gjorde derfor et 65 liters akvarium klart med sten og nogle enkelte planter. Jeg tog vand fra det store akvarium, og da jeg syntes at alt var i orden i ”brudesuiten” satte jeg parret over og ventede spændt på, hvad der
ville ske.
Fiskene var meget sky og skræmte og kunne ikke tåle en eneste bevægelse i nærheden af akvariet, så jeg prøvede at dække det til og kun dække af medens jeg fodrede, men de ville ikke spise noget som helst, lige meget hvad jeg diskede op med. De stod forskræmte i en krog af akvariet og trykkede sig tæt mod hinanden, og når de endelig bevægede sig var det, når de skrækslagne for fra den ene ende af akvariet til den anden. Dette holdt jeg ud i en uge, men så turde jeg ikke mere tage chancen for at en af dem skulle skade sig selv og jeg satte dem tilbage i det store akvarium.
Der gik et par måneder, hvor de blev rolige igen og så skete der pludselig noget, idet parret tydeligvis kom i legedragt og sikken et skue. Begge 2 var brunlige med et olivengrønt skær og på hovedet havde især hannen grønlige striber, ligesom man ser på diskus. Finnerne var stærkt orangefarvede og hannens pletter var rødlige.
Om aftenen blev vi så endelig vidne til at parret, efter en længere gang mundkamp, hvor parret mund til mund dirrede rundt i hele akvariet, medens de andre fisk ligesom forundrede så på dem, legede og afsatte de ret store, brunlige, halvklare æg på en stor vandret stenflade. Vi sad spændte og ventede på, hvad der nu ville ske, og vi kom desværre ikke til at vente ret længe, for bare en time efter var alle æggene væk, ædt af de andre fisk i akvariet, som næsten samtidig gik til angreb på æggene og mod denne overmagt kunne forældrefiskene selvfølgelig intet gøre.
Det lykkedes mig flere gange at få æg med dette par, men hver gang blev de ædt af de andre, og jeg kunne ikke engang klare problemet med at tage stenen med æggene op, da de bortset fra første leg altid lagde æggene på akvariets frontglas. Flytte de andre fisk i akvariet kunne ikke lade sig gøre, da jeg ikke havde plads til en sådan omflytning.
Den 3. januar 1970 besluttede jeg imidlertid igen at prøve at flytte parret over til et akvarium, hvor de var alene, og jeg indrettede et 64 liters med granitstykker og satte dem derover. Jeg filtrerede over kul/spagnum og kom ca. 10 liter destilleret vand i, hvorefter jeg fyldte op med vand fra det store akvarium, hvor de plejede at gå. Den 4. satte jeg parret over, og da der allerede før jeg fangede dem over var optræk til leg håbede jeg, at der snart ville ske noget, og det gjorde der da også, for hannen jagede hunnen meget stærkt og var hård ved hende, så jeg et par dage efter måtte skille dem ad med en glasplade. Den 13. januar fjernede jeg pladen igen og allerede den 17. havde parret leget i morgentimerne og havde lagt Ca. 300 æg på en lodret stenflade. Disse æg blev imidlertid ædt den 19. og så gik det slag i slag med at lægge æggene og æde dem igen med 8 dages mellemrum.
Jeg var nu blevet stædig, og selv om mange af mine bekendte sagde, at jeg skulle fjerne stenen med æggene og klække dem ‘kunstigt, så havde jeg sat mig i hovedet, at når jeg nu havde kæmpet i 2 år, så skulle det lykkes for mig (eller rettere sagt for mine severum).
Torsdag den 13. februar lagde parret igen æg på en sten, og da jeg skulle rejse fredag og først skulle komme hjem igen søndag, lod jeg lyset brænde og håbede så på, at fiskene nu, hvor der ville være totalt roligt og lys i 3 døgn ville passe æggene så godt at de klækkede. Det lod til at være ro og fred disse fisk havde hårdt brug for, når de passede æg, for da jeg kom hjem igen, var der ingen æg; men en masse små fiskelarver lå og ”vimrede” på en afsats på stenen. og nu gik det som jeg i 2 år havde drømt om. De voksne passede ungerne med stor omhu og fodrede dem ved at tage de lidt større foderemner i munden og så spytte det findelte foder ud i klyngen af unger. Det var et pragtfuldt syn at se disse 2 fisk, så store som en hånd, svømme rundt omgivet af en sky af ganske små unger.
Ungerne voksede godt, og da de var en måned gamle begyndte forældrefiskene igen at smålege, men jeg syntes, at det ville være utroligt, om de allerede igen lagde æg, så jeg foretog mig intet. Dette skulle jeg imidlertid have gjort, for et par dage efter var der æg, og det så ud, son det første kuld var svundet ganske betydeligt ind. Jeg turde nu ikke tage flere chancer, for det så ud til, at de store fisk jagede ungerne, når de nærmede sig æggene, så jeg fangede først de voksne op og derefter gik jeg i gang med ungerne.
Jeg fik fanget 12 stk, op, og de går nu og er 6 uger gamle, og den 28. marts lagde severum parret igen æg, og jeg vil nu prøve med at tildække akvariet, indtil ungerne er fritsvømmende og så se, om det skulle give nogle flere unger denne gang.