NaturFotos

Navn:

Herotilapia multispinosa

Forfatter:

GÜNTHER, 1867

Udbredelse:

Mellemamerika

Totallængde:

15 cm

Forplantning:

Substratlegende

Artikel

Tekst:

Benny B. Larsen

Publiceret 1. gang:

Cichliden, 2/1976

Lagt på nettet:

19-06-2004

Herotilapia multispinosa

Denne fisk, der fornylig er kommet her til landet, kommer fra Mellemamerika d.v.s. Guatemala, Nicaragua og Costa Rica. Den er med sine ca. 15 cm en af de mellemstore cichlider, og jeg tror, at den vil blive meget populær, da den for det første som sagt ikke bliver alt for stor og for det andet er meget yngelvillig.

Den stiller ingen specielle krav og går fint på temperaturer på 24-28 grader C.

Når man ser en flok ungdyr gå i et akvarium, enten hos den handlende eller andetsteds, ser de aldrig ud af noget videre, idet deres farvepragt er mildest talt beskeden. Bundfarven er nærmest grålig med et svagt blåligt skær.Ned langs sidelinjen vil man se en række sorte sarar menflydende pletter, som danner et gennembrudt bånd. Dette bånd begynder lige bag fiskens øje og slutter på haleroden. Ungfiskene har endvidere 7-8 ret brede tværstriber. Først når de halvvoksne fisk begynder at ud-parre sig, sker der noget og så ser man pludseligt den "grimme ælling" udvikle sig til en smuk og spændende fisk. Bundfarven har nu ændret sig til gul og tværstriberne er næsten forsvundne medens det sorte længdebånd nu bliver kulsort.

I legedragten er Herotilapia multispinosa pludselig blevet en rigtig skønhed med de to kontrastfarver sort og stærkt gul ligeligt fordelt på kroppen idet ryggen og siderne ovenfor sidelinjen er stærkt citrongul medens hele kroppen under sidelinjen er kulsort. Bugfinnerne samt forreste del af gatfinnen er ligeledes kulsort og bagerste del af gatfinnen og alle andre finner er gule. Ud over disse farver har fisken et lyseblåt bånd løbende yderst i ryg-, hale- og gatfinne.

Som man vil kunne forstå, er det en køn fisk. vi kan byde velkommen i vore akvarier, og når man så får at vide, at de gule og sorte farver holder sig når fiskene bare en gang har været i leg, så kribler det vidst i fingrene der kan lide de sydamerikanske cichliders hele væremåde og adfærd.

Jeg havde læst artikler om disse fisk og set billeder af dem i tysk akvarieliteratur og da jeg jo udelukkende arbejder med de sydamerikanske cichlider fik jeg lyst til at prøve dem når lejlighed gaves og først i november 1974 bød der sig pludselig en lejlighed idet Erik Lind Larsen ringede til mig i andet ærinde og under samtalen fortalte han, at han bl.a. som han mente måtte interessere mig havde en del Herotilapia multispinosa som jeg godt kunne få nogle af.

Jeg blev selvfølgelig glad og da jeg med lidt omrokering i mit akvarie-rum kunne få flere akvarier ledige, kørte Søren Bonne og jeg en aften ned til Roskilde for at hente de forskellige spændende fisk. Enhver der kender Erik vil sikkert give mig ret i, at man har set mere ordentlige og ryddelige akvarierum, men bevar mig vel, mere velfodrede og sunde fisk skal man lede langt omkring for at se. Vi så Cichlasoma severum så store, at jeg næsten nægtede at tro mine egne øjne, og Cichlasoma synspilurum så jeg for første gang og det samme gælder Cichlasome managuense og flere spændende nyheder.

Efter lang tid, som der jo altid går når akvarister er sammen, kunne vi endelig drage hjemad med vore transportkasser fyldt med mange spændede fisk.

Blandt disse var 8 dejlige Herotilapia multispinosa på 6-8 cm, som Erik mente fordelte sig med 4 af hvert køn. Velbeholden hjemme blev fiskene sat ned i et 19o liters akvarium med målene 67 x 62 x 45 som havde stået tomt 3 uger efter at været indrettet med Ølandbrud som dannede en masse huler og gemmesteder. Fiskene blev sat i akvariet hos mig den 7.november 1974 og allerede en uge efter begyndte farverne at vise sig. Den triste brune bundfarve blev mere gullig og den 2o. november mente jeg at kunne se at der var dannet to par. De havde delt bundområdet mellem sig og et bundt Gigantsaggittaria dannede grænse. De andre fisk holdt til i de mange huler der var i bag-brunden og også på det helt åbne stykke i forgrunden af akvariet, idet de to par hovedsageligt opholdt sig i midten af det 62 cm dybe akvarium. Den 21.11. var det tydeligt at se at der var ved at ske noget. De to par havde rasende travlt med at pudse halvskjulte sten fri for alger. For begge par gjaldt det at dyrene var citrongule på oversiden af kroppen og kulsorte på underdelen. Yderligere havde begge hunnerne ægpapillen stærkt udtrukket.

Parret i højre side af akvariet legede om aftenen og der blev vel afsat ca. loo-15o æg. Legen blev afbrudt adskillige gange af det andet par, som måtte jages væk før legen igen kunne genoptages. Efter legen, som varede ca 1½ time bevogtede parret deres revir meget omhyggeligt og ingen fik lov at nærme sig mere. Temperaturen var ca 28 - 29° C og æggene klækkede på 2 dage og 2 dage senere igen, altså den den 25.11 var ungerne fritsvømmende. Jeg vil gætte på, at der var ca. loo stk., og jeg besluttede at lade dette kuld blive i akvariet med forældrene for at se dem passe ungerne så længe de kunne.

Dagen efter skete der dog noget, der fik mig til at ændre mening, idet parret i venstre side pludselig om morgenen kom frem med et stort kuld fritsvømmende unger på ca. 3oo stk. Jeg synes næsten at det ville være synd at lade alle disse unger gå til spilde, så jeg tog en slange og sugede 2oo-25o unger over i et lille tomt akvarium. Dette akvarium på 12 liter var helt tomt så ungerne blev suget over sammen med ca lo liter af det vand de havde gået i i det store akvarium. Jeg satte så luft på og kom en klump javamos i og satte akvariet ind på mit skrivebord for at kunne holde et godt Øje med ungerne. De unger der blev tilbage i akvariet, med forældrefiskene og de andre 6 dyr, blev allerede efter nogle få dage ædt, og det skabte selvfølgelig noget mere ro i akvariet. De to forældrepar blev hurtigt meget mindre aggressive og snart kunne man igen se alle 8 fisk svømme frit rundt i akvariet. Det var dog stadigvæk tydeligt nok at se, hvem der hørte sammen. De to par havde stadig saggittariagruppen som skillerum for de respektive territorier, men de var ikke nær så aggressive mere, og hvis ikke en af de andre ligefrem kom ind på reviret, så lod de dem være.

Som sagt er Herotilapia multispinosa en nem fisk. Den er relativ fredelig og æder alt, hvad man tilbyder dem. Jeg bruger ørredfoder, hakkede oksehjerter, regnorm og levende tubifex samt daphnier og myggelarver og literaturen fortæller, at de er meget glade for små snegle, en ting jeg ikke selv har konstateret, men som uden tvivl vil glæde mange akvarister, hvis det passer. Jeg håber at Herotilapia multispinosa på trods af sit lange og besværlige navn vil vinde i popularitet og udbredelse, den burde kunne blive en smuk og farveprægtig afløser til Zebracichliden Cichlasoma nigrofasciatum.