Copyright foto F. Ingemann Hansen

Trichogaster lalius (Colisa lalia)    Dværggurami OK

SYNONYMER:

Colisa unicolor, Trichogaster lalius, Trichopodus lalius, Trichopsis lalius, Trichogaster unicolor

FOREKOMST:

Indus- og Ganges floden med bifloder, Jumna floden, Bramaputra floden i det mellemste og nordlige Pakistan, det nordlige og nordøstlige Indien samt i Bangladesh.

BIOTOP:

Lavvandede områder

POPULÆRNAVN:

Dværggurami

STØRRELSE:

5 cm

KØNSFORSKEL:

Hannen med kraftige røde og blå farver medens hunnen har en sølvgrå kropsfarve med kun ganske svage farver. 

NOTATER:

En fredelig til tider sky art, der bør gå i velbeplantede akvarier med ikke for grove arter. Han og hun holder ofte meget tæt sammen i par, og fjerner sig sjældent ret langt fra hinanden. Akvariet bør have mørk bund, gerne nogle flydeplanter, men hele overfladen må ikke være dækket, da dværgguramien er en labyrintfisk og derfor må have mulighed for at ånde atmosfærisk luft over vandoverfladen.

Temperatur:

23-28ºC, hårdhed op til 15ºdGH og pH omkring 7.

Da arten kan være ret sart, skal man sørge for regelmæssige delvise vandskift. Arten er skumredebyggende, og det er hannen, der bygger reden af skumbobler blandet med plantedele. Reden er ret høj og kompakt.

Formering

Hvis man vil opdrætte denne art, behøver man bare et godt par, et lille akvarium 20-30 liter og lidt tålmodighed. Før man sætter parret over i yngleakvariet, skal man med god og varieret kost sørge for at hunnen er godt rognspændt. Når parret er sat i yngleakvariet hæves temperaturen til 28ºoC og hannen vil snart gå i gang med at bygge skumrede. Når denne er færdig vil han prøve at lokke hunnen op under reden, og i denne fase kan det være nødvendigt at have nogle skjulesteder til hunnen, da han kan være ret grov.

Når hunnen er klar og opsøger hannen eller lader sig lokke op til hannen, omklamrer han hende, vender hende om så hun har bugen mod reden og "klemmer" de første æg ud af hende. Når hunnen har afgivet nogle æg slipper hannen hende og sørger straks for at æggene bliver anbragt i reden. Når legen er forbi, bør man fjerne hunnen, da der er hannen, der tager sig af yngelpleje, og han kan godt jagte meget hårdt med hunnen.

Kuldstørrelse 400-600. Ved 28ºC klækker æggene efter 24 timer og efter yderligere 3 dage er de fritsvømmende. Opfodringen kan nu begynde, og man bør fjerne hannen. Vandstanden sænkes til 10 cm og man begynder at fodre med infusorier, og andet MEGET småt foder. Efter 5-6 dage kan ungerne tage Artemia nauplier, et foder der sætter godt gang i væksten.

Sidst i 1980-erne er der fremkommet en del forskellige mere eller mindre smukke kulturformer, som man IKKE skal blande med naturformen. Disse kulturformer blev som handelsnavne kaldt: Blå dværggurami, Neon-dværggurami, Regnbue-dværggurami og Rød dværggurami.

 

Mange flere oplysninger om denne art og andre labyrintfisk kan findes i Bogen LABYRINTFISK,

ISBN87-7857-424-2, Forlaget Atelier, 2004