Corydoras paleatus
FOREKOMST: Rio de La Plata området omkring Buenos Aires og Montevideo
POPULÆRNAVN: Plettet pansermalle
STØRRELSE: 7 cm
KØNSFORSKEL: Ingen tydelig ydre kønsforskel, hvis man undtager at hunnen normalt er kraftigere og mere rund i bugen end hannen.
NOTATER: En art, man ofte ser i handelen som en albino-agtig eller ægte albinoform. Dette er dog en kulturform, frembragt ved menneskets grænseløse lyst til at tjene penge, denne type er svær at opdrætte. Som de andre Corydoras-arter, er C. paleatus velegnet som bundfisk i ethvert beplantet, normalt selskabsakvarium. Arten er fredelig og dagaktiv, altså en af de maller, man virkelig kan få noget ud af som akvarist. Corydoras-mallerne er selskabsdyr og bør holdes med mindst 5-8 dyr af samme art. Man vil så se denne lille flok "tøffe" rundt i akvariet hele dagen søgende efter spiselige ting på bunden af akvariet.
Temperatur 23-26ºC, (I kortere tidsrum kan denne art gå i og under 20º C.) pH omkring 7 og hårdhed under 20º dGH. Opdræt er ikke svært, men finder som regel ikke sted i selskabsakvariet. Sørg for kun at bruge rigtig rognsvære hunner til legen, giv i den sidste tid før opdrætsforsøget godt med levende foder i form af Tubifex og enchytræer.
"Indret" et 30-40 liters akvarium med en luftsten, intet bundlag eller andet dekorationsmateriale. Sæt 2-3 hanner og en kraftig hun over i akvariet, hæv langsomt temperaturen til 28° C, og illuder et regnskyl ved at skifte 20% af vandet ud med 2-4o C koldere vand. Morgenen efter vil man se hannerne drive hunnen rundt i akvariet, og når hunnen bestemmer sig for, at nu skal det ske, svømmer hun tæt hen til den ene hans bugparti. Hannen holder fast i hunnen med sine finner og afgiver sin mælk nogenlunde samtidig med at hunnen afgiver sine æg.
Æggene fastholdes mellem hunnen bugfinner og befrugtes når hannen slipper hende og hun svømmer gennem mælkeskyen omkring dem. Hunnen afsætter nu æggene tilfældige steder rundt omkring i akvariet. Kuldstørrelsen er op til 300, men i hver parring afgives der kun 5-10 æg, så man kan godt forestille sig, at en leg hos Corydoras paleatus kan tage lang tid. Når hunnen er udleget, bør fiskene fjernes fra legeakvariet og man skal så tilsætte noget skimmeldræbende. Æggene klækker efter 4-5 døgn og larverne hænger derefter 3-4 dage på ruderne før de har fortæret deres blommesæk og kan tage foder til sig. Opfodringen er ikke svær, brug først ganske fint støvfoder og/eller Artemia nauplier og gå gradvis over til større og større foderemner.